Spring til indhold
Nyhed

Demokratidagen 2019: Klima og udfordringer i U-landene er elevernes topscorere

23-04-2019
 
 
 

Fredag den 26. april 2019 slår Camp U igen dørene op for Demokratidagen. Demokratidagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor 500 odenseanske 8.-klasseelever samles for at lade sig udfordre, lære og inspirere - alt sammen under overskriften "Demokrati på mange måder".

 
 

Foto: UngOdense

 
 

På Demokratidagen indgår eleverne i flere forskellige workshops, som f.eks. viden om børns rettigheder, tilstedeværelse på de sociale medier og klimaforandringer. Workshopsene giver eleverne indsigt i, hvordan de gennem demokratiske processer kan påvirke samfundet. De unge går forhåbentligt fra dagen med ny inspiration og energi til at være aktive medborgere og udvikle de emner, de brænder for.

15 workshops om rettigheder, dannelse og identitet
Årets Demokratidag består af tre temaer: Politik & Dine rettigheder, Identitetsdannelse i en mangfoldig verden og Digital dannelse.
 
Interessant er det, at eleverne i år har valgt workshops efter, hvad der er aktuelt i samfundsdebatten. I år har workshopsene om klimaforandringer og udfordringer i U-lande trukket mange flere deltagere end før. Det betyder, at disse workshops er blevet dubleret for at kunne tilgodese alle elevernes ønsker.
 
Viceungdomsskoleleder i UngOdense, Erik Rasmussen, ser Demokratidagen som en mulighed for at styrke de unges stemme i samfundsdebatten.

- Det er yderst interessant, at vi i år har en ungegruppe, som vælger at deltage i debatter omkring aktuelle emner. Interessen for klima og unge i U-lande viser, at de unge i højere grad er bevidste om de store udfordringer, som verden står overfor. Demokratidagen er en vigtig dag, hvor de unge kan komme til orde og give deres mening tilkende og blande sig i debatten, siger Erik Rasmussen.

Demokrati og fællesskab sætter dagsordenen
Demokratidagen giver de unge mulighed for at engagere sig i demokratiske emner, som de interessere sig for. Dagen har til formål at ruste de unge til at have en mening og turde engagere sig i samfundsdebatterne.

Workshopsene laves af interesseorganisationer, foreninger og politiske ungdomspartier, der alle arbejder for at styrke det demokratiske fællesskab.
 
På selve dagen byder formanden for Odense Fælleselevråd, Ida Nørgaard Hansen, velkommen sammen med Børn- og Ungerådmanden, Susanne Crawley Larsen.

- Jeg håber, at de unge vil møde frem med nysgerrigheden forrest. At de unge har modet til at sige, hvad de selv synes og holder fast i samtalerne, selvom de møder uenighed. At de unge lytter, lærer samtalens og dialogens værdi, så de får lyst til at engagere sig endnu mere i det demokratiske fællesskab, som de er en stor og vigtig del af, siger Susanne Crawley Larsen.

Fakta: 
● Demokratidag 2019 afvikles fredag den 26. april 2019, klokken 9-13 på Camp U, Vollsmose Allé 20, 5240 Odense NØ. 

● Demokratidagen startede i 2013 og er nu en fast årlig begivenhed for Skolesamarbejdet i Nord. 

● Arrangører: UngOdense - Ungdomsskolen i Odense Kommune i samarbejde med folkeskolerne i Nord: Abildgårdskolen, Agedrup Skole, H.C. Andersen Skolen, Krogårdskolen, Skt. Hans Skole, Næsby Skole, Risingskolen, Søhusskolen og Seden Skole.

Programmet til Demokratidagen kan findes her

● Pressen er velkommen hele dagen.

 
 
Kontaktinformation

Erik Rasmussen, Viceungdomsskoleleder, UngOdense, ectr@odense.dk, mobil: 20480586
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, sucl@odense.dk, mobil: 3604419

 
 

Opdateret 23-04-2019