Spring til indhold
Nyhed

Cykelglade Seniorer: Op på cyklen i september

27-08-2019

Er du glad for at cykle - og kunne du tænke dig at blive bedre til at vælge cyklen i det daglige? Så kan du deltage i kampagnen Cykelglade Seniorer, som blandt andet tilbyder guidede cykelture rundt omkring i Odense. Kampagnen er målrettet personer, der er stoppet på arbejdsmarkedet.

Det handler hverken om at køre hurtigst eller længst, når Cyklisternes By inviterer Odenses seniorer op på cyklen i september. Nej, det handler om at få nye, sunde vaner med at cykle til de daglige gøremål, mens du oplever nye sider af din by.


Cykelglade Seniorer er navnet på en ny kampagne, som skal få flere seniorer til at vælge cyklen i hverdagen, og by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) håber, at mange vil tage imod tilbuddet.


- Det er utrolig sundt at cykle, og det træner både kondition og motorik. Desuden giver det en stor frihed at være cyklist, som hjælper os med at klare dagens indkøb eller besøge venner og familie. Det ved mange af Odenses seniorer allerede, og forhåbentlig giver kampagnen flere lyst til at cykle. Man skal blot møde op for at deltage, og så kan man møde nye mennesker og opleve Odense og byens udvikling fra cyklen. Det håber jeg, at mange vil benytte sig af, siger Jane Jegind.


Guidede ture
Cykelglade Seniorer minder i sin opbygning om kampagnen "Vi cykler på arbejde". Deltagerne skal notere antallet af daglige cykelture i et skema, og det er naturligvis tilladt at udfordre sig selv ved at vælge cyklen lidt oftere end normalt.

Alle deltagerne er - uanset antal ture i september - med i lodtrækningen om en middag for to, gavekort til Odense Cityforening og en tur i biografen, hvis de afleverer et udfyldt skema senest ved afslutningsarrangementet.


Måneden igennem er deltagerne inviteret med på en lang række guidede cykelture, som er på mellem seks og 18 kilometer. Turene går f.eks. Lumby Mølle, Nyt OUH, Elmelund Skov, Hollufgaard og Carl Nielsens Barndomshjem. Programmet kan findes på hjemmesiden for Cyklisternes By. 
 
Kampagne-start i Seniorhus Odense
Cykelglade Seniorer begynder mandag den 2. september, og det bliver markeret med et opstartsarrangement i Seniorhus Odense.


Det begynder kl. 10, og her får deltagerne udleveret skema, som turene skal registreres på, program over de guidede ture samt en goodiebag med ting, der kan blive nyttige i kampagnemåneden. Velkomsten står by- og kulturrådmand Jane Jegind for, mens Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet, fortæller om "Cykellandet Danmark - Sund på cykel hele livet". 


Der er kaffe og kage til de fremmødte, og hvis cyklen er medbragt, får den smurt kæden og pustet luft i dækkene.


Seniorer, der ikke har mulighed for at deltage i opstartsarrangementet, kan finde skemaet på www.cyklisternesby.dk.


Ved kampagnens afslutning den 30. september bliver der trukket lod om præmierne i Seniorhus Odense fra kl. 13. Hvis der er deltagere, som ikke har mulighed for at møde op, kan skemaet sendes til cyklisternesby@odense.dk inden den 30. september kl. 10 og stadig være med i lodtrækningen.


Faktaboks
Cyklisternes By inviterer Odenses seniorer op på cyklen med en kampagne og en række guidede cykelture i hele september. Kampagnen er målrettet personer, som er stoppet på arbejdsmarkedet.

På appen Odense Rundt kan du få et overblik over mødestederne for de guidede cykelture i september. Den kan hentes i App Store eller Google Play. Fra din computer, tablet eller windows-telefon kan du besøge www.odenserundt.dk.

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Dea Seeberg, projektleder, tlf.: 51 46 40 19