Spring til indhold
Nyhed

Rådmand skal være med til at udnævne Årets Cykelskole 2018

16-08-2018
 

Sidste år var tre skoler fra Odense nomineret til prisen som Årets Cykelskole, og det blev Abildgårdskolen, som tog sejren. Når årets vinder skal kåres, sidder by- og kulturrådmand Jane Jegind med i Cyklistforbundets jury, som udnævner vinderen den 11. oktober 2018.

 
 

Årets Cykelskole 2018: At kunne cykle giver børn frihed, oplevelser, sundhed og selvtillid. Foto: Cyklistforbundet og Mikkel Østergaard.

 
 

Det er nu, at landets skoler kan nominere sig til Årets Cykelskole 2018, hvis de har gjort en særlig indsats for at få eleverne op på cyklen. Sidste år var hele tre skoler fra Odense - Kroggårdsskolen, Ejerslykkeskolen og Abildgårdskolen - i finalen, hvor Abildgårdskolen endte med at vinde.

Om der også kommer odenseanske skoler med i årets finale, er endnu uvist, men byen bliver repræsenteret af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), som er blevet bedt om at sidde med i juryen.

- Vi har stort fokus på, at Odenses skolebørn bliver glade og sikre cyklister. Det er ikke alene sundt at cykle, men det giver også en stor frihed i hverdagen. Jeg ser det som en anerkendelse af Odenses indsats på området, at jeg er blevet bedt om at sidde med i juryen, og jeg glæder mig til at finde vinderen og blive inspireret af de mange tiltag, siger Jane Jegind.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, glæder sig over, at en stærk og bred jury skal vurdere de indkomne nomineringer til Cyklistforbundets pris Årets Cykelskole 2018.

- Det lover godt for vores børns fremtid, når forskellige aktører bakker op om børns cykling, siger Klaus Bondam og fortsætter:

- Der er mange og store fordele at høste, når børn cykler og bevæger sig mere i hverdagen. At kunne cykle giver børn frihed, oplevelser og selvtillid. Daglig cykelmotion giver også sunde børn, der lærer bedre i skolen.

I juryen bag prisen sidder:

  • MF og transportordfører, Rasmus Prehn (A)
  • By- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V)
  • Bestyrelsesmedlem i DGI, Annette Vilhelmsen
  • Bestyrelsesmedlem i Skole & Forældre samt medlem af forretningsudvalget i Rådet for Sikker Trafik, Janus Boye
  • Transportdirektør i DI/Dansk Industri, Michael Svane
  • Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam

Alle landets skoler er inviteret

Alle landets skoler med en stærk cykel- og trafikprofil inviteres til at nominere sig til Årets Cykelskole.

Prisen uddeles som en del af børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler 2018, som Cyklistforbundet gennemfører i samarbejde med TrygFonden. 

Cyklistforbundet vil med prisen at anerkende de mange skoler, der er optaget af at få flere børn til at cykle i hverdagen - og at inspirere andre forældre, skoler og lokalsamfund til at sætte cykelglæde, aktive transportvaner og sikre skoleveje på dagsordenen i eget lokalområde.

- Det gør en forskel, når skoler er med til at gøre cyklen til en naturlig del af et aktivt børneliv. Børn cykler, når de voksne skaber mulighederne, siger Klaus Bondam.

Prisen uddeles den 11. oktober. 

Alle børn cykler: To hjul - masser af eventyr

Over 100.000 elever forventes at deltage i kampagnen, der kører på skoler over hele landet de to første uger i september.

Kampagnen skal under temaet 'To hjul - masser af eventyr' inspirere børn til at cykle mere i hverdagen og inspirere skoler og forældre til at bakke op om børns cykling.

I kampagneperioden den 3.-16. september dyster klasserne om at cykle så mange dage som muligt. Hver cykeldag giver point til den afsluttende præmielodtrækning. Cykling med hjelm giver dobbelt point.

Kampagnen tilbyder også undervisningsmaterialer, hvor eleverne i forskellige fag kan arbejde fagligt med cyklen som udgangspunkt.

Cyklistforbundet gennemfører kampagnen i samarbejde med TrygFonden.

Se kampagnefilmen 'Ta' smutvejen! På to hjul venter eventyret lige rundt om hjørnet'.

Se kampagnesitet på AlleBoernCykler.dk

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf. 20 91 10 31

Jane Kofod, kommunikations- og kampagnechef, Cyklistforbundet, tlf. 22 17 55 88

 
 

Opdateret 16-08-2018