Spring til indhold
Nyhed

Quidditch og indisk dans: Fynske foreninger skal hjælpe expats med at falde til i Odense

29-05-2018
 

Det fynske foreningsliv vil gerne tage godt imod udlændinge, der kommer til Odense for at arbejde. Derfor viser over 30 foreninger sig frem til Expat Fair torsdag d. 31. maj.

 
 

Var det noget med en omgang salsa, den indiske dans Bhangra eller Harry Potter-spillet Quidditch?

Det er nogle af de mange muligheder, som Odense Rådhus torsdag danner rammen om, når Odense Kommunes International Community Odense afholder Expat Fair - Welcome to Odense d. 31. maj fra 16.30 til 19.

Her kommer 35 fynske foreninger og kulturtilbud for at vise sig selv frem i håbet om at tiltrække nogle af byens mange expats - udlændinge, der kommer til landet for at arbejde.

Det er nemlig godt både for de internationale borgere, der med hjælp fra foreningslivet kan få lettere ved at falde til i Odense, og for foreningerne, der får nyt blod og nye idéer, siger beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro:

- Vi vil gerne gøre det nemmere for lokale virksomheder at tiltrække dygtige internationale medarbejdere til byen - og holde på dem, når de så er her. Det gør vi blandt andet med Expat Fair. Det er med til at give virksomhederne bedre forudsætninger for at vokse og vækste, og på den måde kan vi sammen skabe flere arbejdspladser i byen - også til odenseanerne.

Den udenlandske arbejdskraft er vigtig, siger borgmester Peter Rahbæk Juel, der holder åbningstalen på Expat Fair torsdag:

- Dygtig international arbejdskraft er en vigtig ressource, der tilfører værdi til Odense på mange forskellige steder lige fra robotvirksomhederne over forskningen på Syddansk Universitet og til Odense Universitetshospital.

- Når vi for eksempel har en ambition om at huse verdens førende miljø for udvikling og anvendelse af robotter, så er det også helt afgørende, at virksomhederne kan tiltrække den allerbedste arbejdskraft. Derfor skal vi i Odense konstant gøre os umage for at være en spændende by med gode velfærdstilbud, som det er attraktivt at flytte til.

Det er her, foreningslivet kommer ind i billedet, siger borgmesteren:

- Når vi skal sørge for, at internationale medarbejdere føler sig velkomne i Odense, så kan kommunen dog ikke klare det alene, og derfor er det så vigtigt at præsentere nye odenseanere for de mange klubber og foreninger, som de kan blive en del af.

Praktisk om Expat Fair:

Finder sted torsdag d. 31. maj på Odense Rådhus fra 16.30 til 19.

På deltagerlisten er:

Earth Yoga, Swing the Shoes, Bhangra by Christine (indisk dans), Padel Sport, Rugby Club Odense, Odense Salsa Forening, Odense Australian Football Club, DGI Fyn, QuidFyn (Quidditch), Odense Bibliotekerne, Frivilligcenter Odense, Center for Civilsamfund, Borgerservice, Tietgen FVU, LærDansk, International School, SDU Optag, Studenterhus Fyn, StudieStuen, AIESEC, IAESTE, Teater Momentum, BYEN TALER, Repair Café, Sofar Sounds, This Is Odense, Odense Photo Club, Odins Odense (Jernalderlandsbyen), Odense Host Programme, International Community Odense, Partnerliv, International Book Club, International Garden, U.S. Women's Club, Soroptimist Club Odense

 
 
Kontaktinformation

For informationer om arrangementet:

Afdelingsleder Filip Sand Dalengaard, Tværgående Udvikling, 2443 7902

For politiske kommentarer:

Beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro, 2462 1118

Borgmester Peter Rahbæk Juel, 3051 3115

 
 

Opdateret 29-05-2018