Spring til indhold
Nyhed

Livsfortællinger skal afhjælpe ensomhed hos ældre

18-01-2018
 

Forebyggelseskonsulenterne i Odense Kommune har erfaret, at der er et stigende antal borgere over 90 år, der oplever en særlig form for ensomhed.

Derfor starter Odense Kommune en række samtalegrupper baseret på konceptet "Fortæl for Livet", hvor de ældre skaber nye bekendtskaber og udvikler relationer med udgangspunkt i livsfortællinger.

 
 

Fortæl for Livet er en samtalegruppe, der består af op til seks deltagere på 90+ år og en gruppeleder, hvor deltagerne fortæller og lytter til betydningsfulde livshistorier hos hinanden.

I første omgang skal der findes og uddannes nogle frivillige gruppeledere, der skal støtte de ældre i at komme ud med deres fortælling og styrke fællesskabet i den enkelte samtalegruppe. Rådmand Søren Windell (K) udtrykker stor glæde ved initiativet:

"Ensomhed er et højt prioriteret område for mig, og vi skal absolut have gjort noget ved ensomheden hos de ældre. Fortæl for Livet er et fantastisk initiativ, hvor vi bringer mennesker sammen, som får mulighed for at tale om deres livserfaringer og deres sorger og glæder. Det er en god måde at lære både sig selv og hinanden bedre at kende på en dybere og mere indgående måde, end sædvanligt samvær normalt giver anledning til. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan vi som kommune kan gå ind og støtte op om civilsamfundet og de mange ressourcer, der er derude, i forhold til at tage os af hinanden," lyder det fra Søren Windell.

Kom til inspirationsmøde og hør mere

Den 24. januar kl. 10-12 er der inspirationsmøde, hvor interesserede kan komme og høre mere om projektet og om, hvad det vil sige at være frivillig gruppeleder for en samtalegruppe. Mødet foregår i Phønix Salen, Schacksgade 39, 5000 Odense C.

Der er frist for at tilmelde sig inspirationsmødet den 22. januar på: aehffrivillighed@odense.dk.

Den 27. og 28. februar uddannes gruppelederne gennem et Fortæl for Livet-kursus, der afholdes af Fonden Ensomme Gamles Værn.

Hvornår og hvordan kommer Fortæl for Livet i gang?

Den 11. april inviteres de 90+ årige i Odense til et arrangement for at høre mere om Fortæl for Livet. Det forventes, at samtalegrupperne starter op i løbet af maj og forløber over 10 uger. Hvert møde varer ca. halvanden time og foregår et hyggeligt og tilgængeligt sted i de ældres lokalområde.

Læs mere om Fortæl for Livet på: www.egv.dk/fortael-for-livet

 
 
Kontaktinformation

Elsebeth Lind Mikkelsen på e-mail: elm@odense.dk eller tlf.: 2149 3877

Helle Rask på e-mail: helr@odense.dk eller tlf.: 6551 3534

 
 

Opdateret 18-01-2018