Nyhed

Hvem er sejest til LEGO? 500 børn fra Fyn konkurrerer i robotteknologi og problemløsning 05-11-2018

 

Kampråb, konkurrence under tidspres, robotter og de gode idéer. Det er, hvad alle gratis kan opleve, når 500 fynske børn på lørdag dyster i FIRST® LEGO® League i Odense. Vinderen af konkurrencen er det hold, der har bygget den sejeste Lego-robot.

 
 
 
 
 

Siden den 15. september har børn i alderen 10-16 år arbejdet med at bygge den bedste robot med udgangspunkt i problemstillinger fra den virkelige verden. I år er temaet Into Orbit, som handler om rejsen gennem tid og rum. Arbejdet kulminerer med en finale lørdag den 10. november, hvor alle 500 fynske børn mødes og dyster om førstepladsen i FIRST® LEGO® League.

Turneringen afholdes i år i Odense og er en del af Odense Kommunes projekt, Børnene i Robotbyen, der har fokus på at lære børn og unge om teknologi og teknologisk dannelse. First Lego League skal inspirere børn og unge til at blive morgendagens ingeniører, forskere og problemløsere. En af dommerne, rådkvinde for Børn- og Ungeforvaltningen Susanne Crawley Larsen, siger:

- FIRST® LEGO® League er en naturlig del af arbejdet med "Børnene i Robotbyen", og kommer her til udtryk som en konkurrence for de særligt talentfulde, dygtige og interesserede i teknologien. Jeg har I efteråret overværet flere af holdene forberede sig. Det er tydeligt, at det også kræver en hel del samarbejdsevner, tålmodighed, vedholdenhed og tro på sig selv. Egenskaber, der er mindst lige så vigtige som talent. 

Kerneværdier og samarbejde i fokus

Mens turneringens hovedfokus er at bygge robotter under temaet Into Orbit, så lægges der også vægt på, hvordan holdene har løst opgaven inden for markedsføring, og hvordan de beskriver processen og deres kerneværdier. Som hold skal de fortælle om deres samarbejde, deres personlige udvikling, og hvordan de har udnyttet hinandens forskelligheder positivt til bedst muligt at løse problemstillingen.

Til sidst er der en teknologifremlæggelse, hvor holdet beskriver den programmering, de har lavet til deres Mindstormsrobotter, og den geniale konstruktion deres robot har, for at kunne løse så mange opgaver på robotbordet som muligt. Holdene slutter af med at dyste i robotkørsel mod hinanden, hvor de i løbet af 2,5 minut skal løse så mange opgaver som muligt.

Fakta:

  • Arrangementet foregår lørdag den 10. november kl. 9-14.45 i UCL's lokaler på Seebladsgade 1, 5000 Odense C
  • Det er gratis at overvære, og alle er velkomne
  • Vinderen den 10. november går videre til finalen i Skandinavien. Vinderen af den skandinaviske finale kan gå videre og dyste til mesterskaberne i USA
  • Det er Langeskov Skole, Nyborg, Kerteminde og Odense Kommune, der arrangerer konkurrencen
 
 

Vedhæftede filer

Program for dagen.pdf
 
 
Kontaktinformation

Susanne Crawley Larsen, rådmand, Børn- og Ungeforvaltningen, mobil: 30604419

Kasper Fallesen, projektansvarlig for First Lego League Fyn - Langeskov Skole, telefon: 27303559

Lars Ingemann Bo, projektleder på Børnene i Robotbyen, Børn- og Ungeforvaltningen, telefon: 23997852

 
 

Opdateret 05-11-2018