Spring til indhold
Nyhed

Earth Hour 2018: Odense mørklægges i en time

22-03-2018
 

Lørdag d. 24. marts kl. 20:30 slukker Odense Kommune for gadebelysningen i en time i anledningen af den verdensomspændende klimakampagne, Earth Hour, som WWF Verdensnaturfonden står bag.

 
 

Hvert år i marts engagerer WWF millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder, kommuner og byer over hele kloden for at sætte fokus på klimaet. Igen i år yder Odense sit bidrag til kampagnen.

- Det er let at glemme i en travl hverdag, men det har altså en betydning, om man husker at slukke lys, opladere og andre strømslugere, når man ikke benytter sig af dem. Derfor deltager Odense i Earth Hour - fordi det er en god påmindelse om, at vores forbrug har konsekvenser. Af samme årsag er jeg meget tilfreds med, at vi i Odense er godt i gang med at renovere og optimere byens gadebelysning. Siden 2014 er strømforbruget faldet fra ca. 12 mio. kilowatttimer til ca. 9 mio. kilowattimer i 2017. Det er et arbejde, der er godt givet ud, og som fortsætter frem til 2021, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

Det er WWFs ønske, at alle bliver bedre til at genoprette forbindelsen til vores fælles planet; at vi slukker for lyset og tænder for livet. Det er budskabet, når Earth Hour under sloganet #Connect2Earth endnu engang lægger verden i sort for at sætte fokus på, hvordan klimaforandringerne påvirker natur og dyreliv med alvorlige konsekvenser for skrøbelige økosystemer.

 
 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, Odense Kommune, tlf.: 20 91 10 31

 
 

Opdateret 22-03-2018