Spring til indhold
Nyhed

Æret være Kim Larsens minde

30-09-2018
 

Odense og resten af Danmark har i dag mistet en stor kulturpersonlighed. Kim Larsen har igennem hele sit voksenliv været elsket og respekteret for at være sin egen. Første som en del af Gasolin og siden i sin solokarriere.  Kim Larsen var folkelig, ubestikkelig og flabet på en gang. Kim Larsen havde også en helt særlig evne til at skrive levedygtige sange, der kan samle os danskere på tværs af generationer og politisk ståsted og må betragtes som en af sin samtids absolut største sangskrivere.

Kim Larsen var et kendt ansigt i Odense. Altid gående eller på cykel bevægede han sig tit og ofte igennem sin hjemby. Mange odenseanerne har drukket en øl og fået sig en sludder med Kim Larsen, når Kim lige kom forbi sit værtshus og fik sig en pilsner.
 
Kim Larsen har spillet et hav af udsolgte koncerter i Den Fynske Landsby. Den intime stemning i landsbyen dannede den perfekte ramme om de mange hjemmebanekoncerter. Kim Larsens sange er en del af vores fælles kulturarv, og der var altid fest, glade dage og fællessang på menuen, når Kim & Kjukkerne spillede op.
 
Kim & Kjukkerne nåede også at spille en legendarisk koncert på Tinderbox i 2017. Foran 40.000 ellevilde publikummer leverede Kim & Kjukkerne en fabelagtig koncert, der tydeligt viste, at Kim Larsens format og engagement i musikken. Det var en stor oplevelse for os alle, der var til stede.
 
Vores tanker går til Liselotte og de 6 børn. For selvom Kim Larsen var vores alle sammens Kim, så ved vi godt, at han først og fremmest var jeres.  
 
Kim Larsen vil blive savnet i Odense og vil altid have en plads i vores hjerter. Musikken, den lever. I generationer.

 
 

Kontaktinformation

Borgmester Peter Rahbæk Juel, tlf.: 30 51 31 15, mail: peterrj@odense.dk