Spring til indhold
Nyhed

Odense ZOO er nomineret til Odense Bæredygtighedspris

20-02-2017

Odense ZOO er Fyns største turistattraktion og er to gange kåret som Europas bedste Zoo. Haven drives som en CSR-virksomhed med fokus på miljø, økonomi og sociale forhold.

 

Jens Odgaard Olsson, adm. direktør, Odense ZOO glæder sig over nomineringen til Bæredygtighedsprisen:

 

- Vi er stolte over at være nomineret til bæredygtighedsprisen. Som zoologisk have er vi en stor attraktion på Fyn, og vi har en grundlæggende mission om at give dyr gode levebetingelser, gæster gode oplevelser og naturen bedre vilkår. Derfor bliver alle fra teknisk personale, over dyrepassere til de unge i vores spisesteder stolte, når andre kigger på os og anerkender os for vores hårde arbejde, siger Jens Odgaard Olsson.

 

Odense ZOO investerer hvert år i at optimere driften til gavn for miljø og økonomi. For eksempel ser haven på vand og mødding som ressourcer som kan genbruges, og affald bruges som biobrændsel. Haven bruger ikke trykimprægneret træ og sprøjtemidler på udearealerne. Under den sociale indsats arbejder haven fx med uddannelse, integration, frivillighed og tilgængelighed.

 

Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd glæder sig over projektets brede fokus:

 

- Odense ZOO er jo et flagskib af de helt store. Og når en aktør af den størrelse driver forretning på et bæredygtigt grundlag, gør det mig ganske enkelt glad. Jeg håber, at havens bæredygtige og helhedsorienterede tilgang vil kunne tjene som inspirationskilde for andre, siger Peter Rahbæk Juel.

 

Odense ZOO har et grundlæggende fokus på naturbevarelse. Ca. 1/3 af havens areal - kendt som ’Kiwara’ - er EU habitat. Her lever zebraer og giraffer side om side med nordiske arter som fx isfugle og grønbenede rørhøns. Netop fremme af den nordiske biodiversitet kommer til at fylde mere i haven i de kommende år.

 

To andre nominerede Nomineret til Odense Bæredygtighedspris er også:

  • Odense Kommune og De Forenede Dampvaskerier Odense Odense Kommune samarbejder med De Forenede Dampvaskerier om levering af jobtøj til Ældre- og Handicapforvaltningens 2.200 sundhedsfaglige medarbejdere. Begge aktører fokuserer i samarbejdet på bæredygtighed, hvor der arbejdes med både økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed.
  • Home-Start Familiekontakt Odense. YOYO Genbrug & Design Home-Start er en organisation, hvis kerneydelse er at støtte sårbare børnefamilier. Lokalafdelingen i Odense driver herudover genbrugsbutikken YOYO Genbrug & Design. Indsatsen har på samme tid en samfundsøkonomisk, en miljømæssig og en social dimension.

 

Prisarrangement den 9. martsAlle er velkomne når Peter Rahbæk Juel, borgmester og formand for Odense Bæredygtighedsråd afslører, hvem der vinder årets Bæredygtighedspris.

Tid og sted: Torsdag d. 9. marts 2016, kl. 16-18 på Odense Rådhus. Tilmelding efter "først til mølle" princippet via www.odense.dk/Baeredygtighedsraad. Angiv venligst ved tilmeldingen om du fx har behov for døvetolk.

Tekst til vedhæftet grafik:Odense ZOO arbejder med bæredygtighed og bl.a. får havens røde pandaer bedre levebetingelser i et nyt stort anlæg, som gæster kan opleve fra påsken 2017”.

Opdateret 20-02-2017