Spring til indhold
Nyhed

Odense nomineret til Byplanprisen 2017

15-09-2017
 

Områdefornyelsen på Østerbro har vakt opmærksomhed i fagkredse. Således er projektet blevet nomineret til Byplanprisen 2017, som bliver uddelt af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening. Vinderen bliver afsløret den 5. oktober.

 
 

"Østerbro - et fedt sted at bo."
 
Sådan lød overskriften for Odenses store områdefornyelse af Østerbro. Projektet skulle skabe et Østerbro med en fælles identitet og opbygge en decideret bydel i Odense med noget særligt at byde på. Områdefornyelsen havde 14 tiltag - inddelt i 5 indsatsområder, og der blev skabt nye opholds- og væresteder med fokus på naturoplevelser og muligheder for ophold, fællesskab, læring og leg.
 
Områdefornyelsen har været meget populær blandt beboerne på Østerbro, men nu kan der være mere anerkendelse på vej til bydelen. "Østerbro - et fedt sted at bo" er blevet nomineret til Byplanprisen 2017, som bliver uddelt til nytænkende byplanlægning.
 
- Det er virkelig flot at blive nomineret til Byplanprisen, og det er en stor anerkendelse til både de meget engagerede beboere på Østerbro og By- og Kulturforvaltningen. Vi har i fællesskab skabt et fantastisk projekt, som har løftet Østerbro til gavn for alle i området, og som skaber balance og bedre muligheder i hverdagen. Jeg er meget stolt af, at vi er blevet nomineret, og så krydser jeg fingre for, at vi går hele vejen og vinder Byplansprisen 2017, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
 
Prisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening, og juryen fremhæver Østerbro som et mønstereksempel på områdefornyelse og roser, at Odense har taget hensyn til alle beboere i området: "hvis der skal være plads til alle i vores byer, kræver det en særlig opmærksomhed på de udsatte grupper - og her kan vi lade os inspirere af Odense Kommunes konsekvente og overbevisende tilgang".
 
- I fagkredse er Byplanprisen noget af det største, man kan opnå - alene nomineringen er fantastisk. Det er rart, at det ikke kun er store projekter, der hyldes og anerkendes, men også projekter, der har helt andet fokus - en menneskelig skala. Kvalitet og inddragelse af beboerne i Østerbro har været afgørende. Uden dem var projektet aldrig blevet så vellykket, siger Jeanette W. Olsen, kontorchef for Byplan.
 
Odense vandt Byplanprisen 2014 for strategien "Fra stor dansk by til dansk storby". Årets vinder bliver afsløret på Byplanmødet den 5. oktober i Fredericia.

 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Jeanette W. Olsen, kontorchef for Byplan, tlf.: 65 51 25 01

Opdateret 15-09-2017