Spring til indhold
Nyhed

Nyrenoveret kunstgræsbane genåbnet i Hjallese

08-08-2017
 

Hockeyklubben Odin kan nu træne og spille kamp på en nyrenoveret kunstgræsbane, efter at by- og kulturrådmand Jane Jegind har genåbnet banen i Hjallese. Byens fodboldklubber kan også benytte banen i forbindelse med vintertræningen.

 
IMAGE
 

Med sine 144 medlemmer er hockeyklubben Odin en af landets største, og nu har medlemmerne fået markant bedre forhold, når der skal trænes eller spilles kamp på hjemmebanen SunBerry Road - af de fleste kendt som kunstgræsbanen i Hjallese.

Det er en bane med en lang historie, da det var den første kunststofgræsbane anlagt i Odense. Gennem årene har den været flittigt brugt af både hockeyklub og forskellige fodboldklubber, og derfor besluttede politikerne at afsætte penge til en tiltrængt renovering, som nu er gennemført.

Dermed er banen klar til brug igen, og genåbningen fandt sted tirsdag den 8. august, hvor by- og kulturrådmand Jane Jegind gav bolden op i selskab med hockeyklubbens medlemmer.

- Det er vigtigt for Odense at have gode rammer for et aktivt fritidsliv for børn, unge og voksne, og det gælder naturligvis også for vores hockeyspillere. Klubben har selvfølgelig glædet sig til renoveringen, og det er der ikke noget at sige til, for den var tiltrængt. Jeg er oprigtigt glad for, at vi står med en flot og kampklar bane i dag, og jeg håber, at den bliver rammen om mange fantastisk timer for medlemmerne, siger Jane Jegind (V).

Hos Hockeyklubben Odin glæder formand Michael Sandstød Nielsen sig over den nye bane.

- Vi har set meget frem til banen. Så meget, at vi har tyvstartet en lille smule. Den gamle bane var blevet så slidt, og vi har været henvist til græs i det seneste halve år, så vi stod og trippede for at komme i gang. Det er en fornøjelse at spille på den nye bane, og jeg vil gerne takke alle involverede for et godt forløb, siger Michael Sandstød Nielsen.

Banen er anlagt på en måde, som sikrer, at den også vil kunne anvendes til vintertræning for fodboldklubber i Odense. Midlerne kommer fra budgetforliget 2017, hvor der blev afsat 16 millioner kroner til renovering og anlæg af nye boldbaner.

 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf. 20 91 10 31
Dorte Ankjær Nielsen, kontorchef, tlf. 65 51 53 18

Opdateret 08-08-2017