Spring til indhold
Nyhed

Topdanmark Ejendom investerer i 240 nye boliger i Odense

22-06-2017

Opførelsen af 18.500 m2 beboelsesejendomme vil sætte ekstra skub i udviklingen af Odense-kvarteret Østerbro, når Topdanmark Ejendom A/S investerer omkring 400 millioner kroner i 4 nye boligkarreer på den grund, der tidligere husede COOPs lager. Opførelsen af de nye boliger følger efter en stor områdefornyelse på Østerbro. 

Det bliver et af de største enkeltstående boligbyggerier i Odense, når Topdanmark Ejendom A/S investerer i 240 nye boliger beliggende på Østerbro 41. Byggeriet ligger lige midt i hjertet af Odenses Østerbro på en del af den grund, hvor COOP tidligere havde lager.

Kranerne er en fast del af bybilledet i Odense i disse år, over en 10-årig periode investeres der over 40 mia. kroner i byen, de store projekter tæller blandt andet letbane, en ny bydel på den gamle Thriges Gade og Nyt OUH. Transformationen af Odense er dog også i gang i mange andre dele af byen, og i Østerbro-kvarteret har Odense Kommune netop gennemført en stor områdefornyelse. Kombinationen af byens overordnede transformation og de nye planer for Østerbro har overbevist Topdanmark Ejendom om, at selskabet også skulle investere i Odense.

- Da jeg en kold eftermiddag i januar måned i år kørte rundt i Odense, blev jeg overbevist om, at Østerbro bydelen skulle være stedet for pensionsselskabets næste store boligprojekt. Langs vejene stod der "Østerbro - et godt sted at bo" siger Topdanmark Ejendom A/S administrerende direktør Søren Kempf Holm og fortsætter:

- Brugsens gamle centrallager - også kaldet COOP grunden - er det helt oplagte sted for os. Midt i Odense og midt i kvarteret. Odense Kommune har de seneste 4 år lavet en fantastisk planlægning i bydelen, så det har været nemt for os at blive overbevist de mange muligheder, der er i Østerbro for at skabe boliger med høj bokvalitet.

Byggeriet af de nye boliger begynder allerede i efteråret 2017, og lejlighederne forventes at blive på mellem 65m2 og 100m2. Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) glæder sig over TopDanmarks investering:

- Optimismen omkring Odenses store transformation, hvor en helt ny bydel skyder frem midt i byen, har tydeligvis styrket de store investorers interesse i vores by. Jeg er meget glad for at byde Topdanmark Ejendom velkommen i byen, ikke mindst fordi selskabet lægger op til at bygge boliger, som helt almindelige lønmodtagere har råd til.

Den nye investering kommer efter, at  Odense Kommune i en fireårig periode har gennemført en stor byudvikling på Østerbro, i 14 forskellige underprojekter er der etableret nye byrum og mødesteder og skabt bedre forhold for gående og cyklister.

- Det er lykkedes at skabe en fælles identitet og en ny optimisme i Østerbro-kvarteret, og den her store investering vil skubbe yderligere til den positive udvikling. Samtidig ser jeg Topdanmarks investering som en stor anerkendelse af det dygtige arbejde, der er gjort omkring byfornyelsen af området og ikke mindst det lange seje træk, som beboerne i området har bidraget med, siger By- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Bebyggelsen opføres som 4 boligkarreer i en åben struktur med grønne friarealer imellem, og første etape af byggeriet forventes at stå færdig i efteråret 2018.

- Det har været et utroligt tilfredsstillende forløb. Vi har fra dag 1 af haft et konstruktivt samarbejde med pensionsselskabet, hvor vi i fællesskab har udviklet projektet til det flotte byggeri, det ender med at blive, siger Vagn Rasmussen, indehaver af Humlebo Gruppen, som sælger det omfattende boligprojekt til Topdanmark Ejendom A/S

Kontaktinformation

Peter Rahbæk Juel, Borgmester, Odense, 30 51 31 15

Jane Jegind, By- og Kulturrådmand, Odense, 20 91 10 31

Søren Kempf Holm, Adm. Direktør, Topdanmark Ejendom A/S, 40 21 80 59

Vagn Rasmussen, Indehaver og bestyrelsesformand, Humlebo Gruppen, 40 15 75 03

 

 

Opdateret 22-06-2017