Spring til indhold
Nyhed

Mød din nye klassekammerat - han hedder H.C. Andersen

04-10-2017

Det skal være mere eventyrligt og levende, når Odenses skoleelever møder H.C. Andersen. Fantasien skal på banen, og det kommer den med et nyt undervisningsmateriale fra Odense Bys Museer - et materiale, der også peger mod oplevelserne i det kommende nye H.C. Andersen Hus.

H.C. Andersen skrev forunderlige og tankevækkende eventyr, der hverken moraliserer eller giver svar på, hvordan verden skal opfattes. I samme ånd har Odense Bys Museer udarbejdet og udgivet undervisningsmaterialet "Vores H.C. Andersen", som henvender sig til 2. klassetrin. Senere udkommer materiale målrettet til 5. klassetrin.
 
- Andersen hører hjemme i undervisningen - i både små og store klasser. Selvfølgelig bliver vi underholdt af de klassiske eventyr, men vi bliver også klogere på os selv og hinanden, når vi læser H.C. Andersen. Der er simpelthen mulighed for at bruge vores by, vores fantasi og forestillingsevne samt skabe en masse relevante samtaler i klassen, og det ligger undervisningsmaterialet op til, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V). 
 
Netop samtaler og eventyr kommer i fokus, for når H.C. Andersen gerne vil stille spørgsmål til sin læser, så giver det ikke mening, at Odense Bys Museer fodrer skolebørn med fakta om digteren. I stedet skal børnene bruge deres egne evner, fortæller Henrik Lübker, museumsinspektør på Odense Bys Museer:
 
- Det er udmærket, hvis eleverne ved, hvornår H.C. Andersen boede i København, eller hvornår han skrev Den grimme ælling, men det er ikke afgørende. Med det nye undervisningsmateriale skal eleverne bruge deres fantasi og fortællelyst i forskellige aktiviteter, der indbyder dem til ikke kun at reflektere over H.C. Andersen værker, men også at reflektere over deres egen måde at indgå i og se værket på.
 
Flere skoleklasser har allerede testet det nye undervisningsmateriale. Blandt andet 1. og 2. klasse på Odense Balletskole, hvor lærer Gitte Grønne har haft sine elever med på en gåtur fra H.C. Andersens Hus, over barndomshjemmet til Odense Domkirke. På turen har de en guide med sig, som fortæller om H.C. Andersens og giver dem nogle opgaver.
 
- Man får en fortælling, og så bliver børnene sat i spil i deres egen fabulering. De bliver inddraget på en måde, som fodrer deres egen fortælleevne, og de gør sig nogle tanker om dem selv og verden. De kan mærke, at der ikke er et facit, men at deres "facit" er lige så gyldigt som sidekammeratens. Det stimulerer kreativiteten. Samtidig kan de spejle deres egen skabertrang i H.C. Andersens skabertrang, siger Gitte Grønne.
 
Undervisningsmateriale er et blik ind i fremtiden
"Vores H.C. Andersen" er ikke kun en nytænkning af den måde, som Odense Bys Museer formidler H.C. Andersen på, men udstikker også retningen for den måde, som man vil arbejde på i det nye H.C. Andersen Hus. 
 
- Det er mærkeligt at have en eventyrfortæller, som skriver eventyr, der ikke giver svar, og så har vi et museum, som giver svar. Vi vil have et museum, som i langt højere grad involverer sig i universet, siger Henrik Lübker.
 
Undervisningsmaterialet er blevet testet af fem forskellige folkeskoler i Odense, og efter sommerferien blev alle 2. klasser i Odense Kommune tilbudt et gratis forløb. Indtil videre har over 20 odenseanske skoler booket et forløb.
 
Odense Bys Museers ambitioner er med tiden at få folkeskoler fra resten af landet til at købe undervisningsmaterialet, men også at være med til at udvikle den måde, som børn lærer på.
 
Nu hvor undervisningsmaterialet til 0., 1., og 2. årgang er færdigt, begynder Odense Bys Museer at lave undervisningsmateriale til 5. årgang i folkeskolen - ligeledes i samarbejde med pædagog- og lærerstuderende på UCL. Som en del af pensum skal de studerende i samarbejde med Odense Bys Museer udvikler undervisningsmateriale om H.C. Andersen til bestemte aldersgrupper, og dermed bliver både lærer- og pædagogstuderende ligesom skoleeleverne til udviklere frem for modtagere.
 
Fakta
•    Undervisningsmaterialet er blevet testet på fem odenseanske skoler
•    Materialet lægger op til et tværfagligt fokus mellem fagene dansk og billedkunst 
 
Samarbejdspartnere
•    H.C. Andersen Fonden 
•    Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling
•    University College Lillebælt
•    H.C. Andersen Centret
•    Odense Kommune

Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf.: 20 91 10 31
Henrik Lübker, museumsinspektør, tlf.: 21 15 49 88

Opdateret 04-10-2017