Spring til indhold
Nyhed

Film- og debatarrangement om Odenses Transformation

26-08-2017
 

I anledning af Odense International Film Festival har filmfestivalen og kontoret Bystrategi i Odense Kommune lavet et samarbejde om et film- og debatarrangement, der sætter fokus på byens transformation.

Det sker under overskriften "Byens transformation - Hvilken storby skal Odense være?"

 

Byer, der forandrer sig, er særligt interessante. Her findes dynamik, skabelyst og tro på fremtiden, men også ophedet debat om, hvem man er, og hvad man skal blive til.

For hvad er en by, hvis den ikke længere er en traditionel industriby? Hvordan undgår Odense at blive en dårlig kopi af København og Århus? Hvad kan man risikere at tabe undervejs i transformationen, og hvordan sikrer man, at udviklingen rent faktisk skaber en bedre by for dem, der bor der?

De spørgsmål tager journalist og samfundsredaktør på TV2/FYN Jakob Risbro fat på i samtale med arkitekten Søren Leth fra tegnestuen SLETH, der har erfaring med byudviklingen i Århus og København, og Niels Bjørn, ph.d., urbanist og skaber af podcasten Bylyd. Sammen med publikum vil de diskutere, hvad der er vigtigt for en by i Odenses situation, og hvad fremtiden kan, skal og bør bringe.

Efter debatten vises den helt nye dokumentarfilm "Citizen Jane: Battle for the City" om byaktivisten Jane Jacobs, der kæmpede mod planer om at bygge store veje gennem New York i 1950'erne og 60'erne, og som brugte sine egne erfaringer til at beskrive, hvordan man udvikler byer, som mennesker har lyst til at bo i.  

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, glæder sig over arrangementet:

- Det ligger mig meget på sinde, at vi har en god debat om, hvilken by Odense skal blive til. Vi har fra byrådets side sat en retning mod storbyen, men den gode by skabes først og fremmest af byens borgere. Derfor glæder det mig, at alle odenseanere kan bruge filmfestivalen til både at få mere viden om fremtidens by og diskutere, hvad det betyder for Odense.

Det er forventningen, at der på baggrund af filmen vil være en mere uformel snak om Odenses udvikling ift. filmens tema og indhold.

Arrangementet foregår i forbindelse med filmfestivalen på Kulturmaskinen den 31. august kl. 18.00 og er gratis. Det kræver tilmelding på filmfestivalens hjemmeside.

 
Kontaktinformation

Bo Jessen, specialkonsulent, Bystrategi, Odense Kommune, tlf. 23629604

Opdateret 26-08-2017