Spring til indhold
Nyhed

Fabelagtig Fødselsdagsfejring - H.C. ANDERSEN fejres i børnehøjde

31-01-2017

Kunst og kultur har en positiv effekt på både fysisk og psykisk velbefindende, hvorfor overskuddet fra billetsalget går til sikring af netop det.

 

”Store oplevelser er med til at gøre os gladere i hverdagen. Det giver sammenhæng og livskvalitet at begejstres eller fortrylles sammen med andre, og derfor skal vi huske at tage del i Odenses kulturliv – og her er H.C. Andersens fødselsdag bare en rigtig god anledning. Det er helt oplagt, at overskuddet går til børnehospitalet, som bærer hans navn", siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Blandt den farverige palet af indslag, som kan opleves i forestillingen, kan nævnes sanger Anna David, som akkompagneres af Odense Musikskoles 60 børns store orkester. Balletbørn fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense vil bruge anledningen til at vise dans af høj klasse, og Baggård Teater fra Svendborg samler hele fødselsdagsforestillingen med deres sjove animerede figurer Klods Hans og Grimme Ælling i en helt speciel version af deres roste forestilling ”HCA Lever”. I foyeren vil H. C. Andersen Paraden tager i mod børn og forældre samt hjælpe med at sætte den rette H. C. Andersen stemning på scenen. Der vil være musik, dans, spas, drømme og håb, og hele forestillingen vil dreje sig om, at H.C. Andersen fylder 212 år.

 

Kulisserne på scenen er skabt i samarbejde med Odense Blomsterfestival og gartnerier på Fyn. Blomsterne understøtter den røde tråd i forestillingen, som handler om at turde drømme og bevarer håbet.

 

Vil du være med til at fejre ikonet H. C. Andersen og samtidig give børn en begivenhedsrig hverdag, kan du købe billet til forestillingen via facebooksiden Hca2april eller via linket på www.oplevodense.dk/hca2april fra uge 7. Det koster 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn. Her kan du også finde programmet for alle de andre sjove ting, der sker den 2. april.

 

Forestillingen præsenteres af Odense Kommune, men er blevet til i samarbejde med Odeon, AV-Center, Odense Blomsterfestival, Rosendahls, MeWe Space og Place2Book som alle har sponsoreret forskellige dele af forestillingen og dermed støtter kunst og kultur til Børneafdelingen på OUH. Der skal lyde en stor tak til disse sponsorer.