Spring til indhold
Nyhed

247.000 kroner til Smart City-projekt i Borgernes Hus

26-04-2017
 

Det kommende Borgernes Hus er udpeget som såkaldt Living Lab, hvor Odense Kommune, SDU og andre partnere kan afprøve Smart City-teknologier og indsamlet ny viden og data. Nu har Energi Fyns udviklingsfond støttet et projekt, som tester IT-løsninger og energieffektivisering med 247.000 kroner.

 
 

Bygninger står for cirka 40 procent af Danmarks energiforbrug, så det giver god mening at optimere energiforbruget, hvis vi vil spare penge og energi i fremtiden. Nu støtter Energi Fyns udviklingsfond et SDU-projekt med 247.000 kroner.

Projektet skal kigge nærmere på, hvordan energien bliver brugt i et stort offentligt hus med mange funktioner og brugere, og det tager udgangspunkt i Borgernes Hus, hvor bibliotek, borgerservice, studiegrupper og foredrag med mere vil give travlhed og mange gæster. Borgernes Hus er allerede udpeget som Living Lab, hvor Smart City-teknologier kan blive afprøvet.

- Dette er et godt eksempel på det samarbejde, som By- og Kulturforvaltningen ønsker med uddannelsesinstitutionerne omkring udvikling og Smart City. Vi bruger Odense som et Living Lab, hvor vi kan teste ny teknologi og viden af, hvor der er mange mennesker, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:

- Smart City kan gøre en stor forskel i fremtiden. Vi ser arbejdet med data og teknologi som et værktøj til at løse vores vigtigste opgaver over for borgerne, og jeg er utrolig glad for, at Energi Fyns udviklingsfond bakker op om projektet.

Data vil blive delt

Projektet vil kunne vise, hvordan brugen af Borgernes Hus påvirker energiforbruget og komforten i husets 9.000 kvadratmeter. Erfaringerne vil efterfølgende kunne bruges til andre bygninger i kommunen eller på Fyn. Det kan være haller, foreningslokaler, skoler eller lignende, hvor der er mange brugere om de samme faciliteter.

I første omgang vil der blive opsat forskellige instrumenter og sensorer, som kan måle temperatur, luftfugtighed, luftkvalitet, lyd- og lysniveau. Dette vil blive kombineret med data om energiforbrug og antal af brugere.

- I projektet vil vi vise de potentialer der ligger i at anvende åbne data og big data teknologier til at forbedre bygningsdrift og borgernes oplevelse af indeklima, siger lektor Mikkel Baun Kjærgaard fra SDU.

Den indsamlede data fra projektet vil efterfølgende blive delt som åbne data via Odense Kommunes initiativ, Open Data Odense. På den måde vil Borgernes Hus også fremadrettet tjene som Living Lab for nye idéer og forsøg fra forskere og studerende - eller andre Smart City-partnere og virksomheder.

 
Kontaktinformation

Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf. 20 91 10 31

Mikkel Baun Kjærgaard, lektor ved SDU Center for Energy Informatics, tlf. 21 97 24 47

Opdateret 01-05-2017