Spring til indhold
Nyhed

Større tilskud til små storbyteatre er en sejr for Odense

21-03-2016

København har længe haft en særstatus i dansk kulturliv. Selvom byen har både det største kundegrundlag og den største mængde af turister, har hovedstaden alligevel fået en markant højere statsstøtte til sine kulturinstitutioner end resten af landet.

 

Den skævvridning blev der første gang kigget på ved indgåelsen af aftalerne for Kulturregionerne 2015-2018, men nu har kulturminister Bertel Haarder taget endnu et vigtigt skridt for at sikre et kulturelt Danmark i balance. Fremover kan de små storbyteatre se frem til flere statslige midler, hvilket også vil komme Odense til gavn.

 

- Jeg må ærligt tilstå, at jeg er meget glad i dag. Det er en lang sej kamp at få rettet op på skævvridningen af Kultur-Danmark. Derfor vil jeg også sende en varm tak til kulturminister Bertel Haarder, som viser, at han vil kulturen i hele Danmark og ikke kun København. Han tager et vigtigt opgør med vanetænkningen i kulturstøtten, og det fortjener han anerkendelse for, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Fra 2017 ændrer Kulturministeriet således fordelingen af sin støtte til de små storbyteatre. Ændringen sker første gang i 2018 og slår gradvist igennem frem til 2024. Der bliver flyttet tilskudskroner fra København til Aalborg og Odense, mens tilskuddene til de små storbyteatre i Aarhus og på Frederiksberg forbliver uændrede.

 

For Odenses vedkommende betyder den nye fordeling, at det statslige tilskud stiger med 892.149 kroner frem mod 2024 – fra 4.095.260 kroner til 4.987.409.

Opdateret 21-03-2016