Spring til indhold
Nyhed

Østerbro Festival - kulminationen på fem års forvandling

02-06-2016

Tilsammen puster de driftige kræfter liv i ti forskellige pladser, parker, byhaver og stisystemer, når festivalen åbnes af borgmester Anker Boye kl. 12.00 på Østre Plads, Danmarksgade 10. De efterfølgende fem timer byder festivalen på byvandringer, oplæg, koncerter, workshops, Odenses største sæbeboble-event, levende kunst, maraton fællessang og meget, meget mere.

 

- Da Odense Kommune tilbage i 2012 satte gang i områdefornyelsen var vores håb, at vi sammen med bydelens borgere og brugere kunne skabe et Østerbro, hvor der var plads til alle, hvor nedslidte og triste pladser og parker kunne få nyt liv, og hvor kulturen kunne blomstre. Stille og roligt begyndte en udvikling og mental forandring, og flere og flere af Østerbros borgere og brugere begyndte at tage del i og tage ansvar for deres bydel. Et synligt bevis for det store engagement ser vi på lørdag, hvor Østerbro vil summe af liv, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind

 

Områdefornyelsen har betydet en fysisk ændring af bydelen, men endnu vigtigere en mental ændring hos bydelens beboere. Mantraet ”Østerbro – et fedt sted at bo” er vækket til live og er begyndt at sprede sig. Hvor der tidligere var meget begrænsede muligheder for kulturelle oplevelser og ingen traditioner for at samles på tværs af Østerbros gader for at skabe liv og aktivitet, er der nu årlige sommermarkeder, julearrangementer og kulturelle events på bydelens nye samlingssted, Østre Plads.

 

Hovedkræften bag arrangementerne er den nyligt stiftede Østerbro Borgerforening, som arbejder på at samle Østerbros mange aktører og ressourcer og fortsat modne og skabe byliv og kulturtilbud i bydelen.

 

Med Østerbro Festival viser de nu, at Østerbros potentiale er ved at udfolde sig, og at Østerbro med rette kan placeres på det kulturelle landkort i Odense.

Opdateret 02-06-2016