Spring til indhold
Nyhed

Odense-skole vinder Undervisningsmiljøprisen 2016

20-04-2016

I stedet for først at rykke ud, når det halter med trivslen i en klasse, og konflikterne måske allerede er brudt ud, har Rosengårdskolens AKT-team gennem flere år udviklet et forebyggende program for at sikre trivslen i alle skolens 0.-6. klasser.

 

Ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø under Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling er Rosengårdskolens indsats for undervisningsmiljøet; ”et forbilledligt tiltag, som har en grad af struktur og systematik, som gør, at konceptet kan udbredes og udvikles yderligere, både internt og eksternt.”

 

Børn- og Ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen (R), er imponeret over den indsats, som skolens personale gør for at skabe det bedst mulige undervisningsmiljø.

 

- Netop trivslen er afgørende for, at børn og unge kan blive i stand til udnytte deres fulde individuelle potentialer og blive livsduelige samfundsborgere. Derfor er det glædeligt, at skolen arbejder så systematisk med at forebygge konflikter og mistrivsel, siger børn- og ungerådmanden.

 

Souschef på skolen, Maya Lykke Nielsen, er stolt over prisen og den indsats, som AKT-vejlederne på Rosengårdskolen yder.

 

- Eleverne har både glæde af det gode undervisningsmiljø nu og her og på lang sigt. De lærer en masse ting for eksempel om konfliktnedtrapning, som de bringer med sig videre og kan bruge resten af deres liv, siger souschefen.

 

AKT-vejleder Kirsten Grum Jakobsen er stolt over, at AKT-teamet modtager prisen, men understreger, at skolens elever også har en stor del af æren for, at indsatsen virker.

 

- De er projektets bedste ambassadører. De er vilde med det og baner vejen for os, så alle i vores børnemiljø nu kender programmet og har et fælles sprog, når vi snakker om trivsel, siger Kirsten Grum Jakobsen.

 

Rosengårdskolen vil bruge de 50.000 kr., som følger med prisen, til at justere og udbygge programmet, så det også kommer til at omfatte skolens 8. og 9. klasser.

Opdateret 20-04-2016