Spring til indhold
Nyhed

Odense samler verdens største business-tænkere på nyt topmøde

02-06-2016

Thinkers50 har siden 2001 rangeret de 50 mest indflydelsesrige businesstænkere i verden ved en prisuddeling i London, som afholdes hvert andet år. Nu udvider Thinkers50 konceptet med 4 årlige topmøder rundt om i verden, hvor Odense er udvalgt til at være centrum for topmødet i Europa, mens New York, Abu Dhabi og Qingdao i Kina står for de øvrige topmøder.

 

Hermed er der udsigt til, at folk som verdens mest kendte strategiudvikler, Michael Porter, næste forår kan være at finde blandt oplægsholderne på Thinkers50 Europe i Odense.

Udover at en række af verdens førende businesstænkere vil finde vej til Odense, vil også flere af Europas største virksomheder deltage i Thinkers50 Europe.

 

At Odense bliver centrum for Thinkers50 i Europa er et stort skulderklap til den udvikling, som Odense er midt i.

 

-Odense er ved at genopfinde sig selv i de her år, fra en by baseret på traditionel industri til en by med fokus på viden og nye teknologier med stærke klynger inden for robotter, droner, it og velfærdsteknologi. Thinkers50 vil bringe nye ideer til Odense, skabe kontakt til vigtige virksomheder over hele verden, men også bringe nogle af vores egne gode idéer ud i verden, siger Odenses borgmester Anker Boye.

 

Med placeringen af Thinkers50 Europe i Odense vil byens virksomheder og forskere få mulighed for at komme endnu længere ud i verden med deres idéer, visioner og viden.

 

-Odense har besluttet at bygge sin fremtid op omkring viden og det matcher perfekt målene for Thinkers50. Vi tror på ideernes styrke til at gøre verden til et bedre sted. Vi ser Thinkers50 Europe som en potentiel gamechanger for både Odense og for Thinkers50, og ser frem til at bringe nogle af verdens bedste ideer fra det internationale erhvervsliv til Odense, siger Thinkers50s medstifter Des Dearlove.

 

Nyheden om at det første Thinkers50 Europe bliver afholdt i Odense i foråret 2017 bliver budt velkommen af en række prominente businesstænkere.

 

- En by som udmærker sig med de nyeste ledelsesidéer er unikt og banebrydende. Thinkers50 Europe kan meget vel genopfinde hvordan vi skaber og får adgang til forretningsviden, siger Harvard Professor i ledelse og forvaltning, Amy C. Edmondson.

 

-Odense, Danmark. Har du ikke hørt om stedet? Det kommer du til. Med hovedkvarteret for Thinkers50 Europe er byen på vej til at blive Davos for forretningsidéer, mener Whitney Johnson, der er forfatter til bogen Disrupt Yourself.

 

På Syddansk Universitet i Odense ser man også frem til Odense Kommunes nye samarbejde med Thinkers50.

 

-Jeg er utrolig begejstret for den her aftale. Den betyder, at nogle af verdens allerdygtigste og mest indflydelsesrige tænkere inden for deres felt kommer til Odense. Det vil give vores studerende en unik mulighed for at få inspiration fra de allerstørste og styrke deres egne kompetencer og hele studiemiljøet på Syddansk Universitet, siger Henrik Dam, rektor på Syddansk Universitet.

 

På et pressemøde i Odense torsdag den 2. juni kl. 16, vil tankerne om Thinkers50 Europe blive uddybet.

 

Tilstede på pressemødet er:

Des Dearlove, medstifter af Thinkers50

Anker Boye, Borgmester, Odense Kommune

Peter Fisk, medejer af Thinkers50 og forfatter til bogen, Gamechangers

Henrik Dam, rektor, Syddansk Universitet

 

Pressemødet finder sted i Videnbyen, Cortex Park 26, Campusvej, 5230 Odense

 

Yderligere information om Thinkers50 kan findes her: http://thinkers50.com/

Opdateret 02-06-2016