Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune sparer på administrationen

13-07-2016

Efter en grundig gennemgang af Odense Kommunens administration, er der lagt op til, at der kan effektiviseres for 21 millioner kr. i 2017 stigende til knap 38 millioner kr. i 2018. Det svarer til en reduktion på 1,6% af administrationsbudgettet i 2017, stigende til 2,8% i 2018. Den øvrige drift i kommunen skal reducere udgifterne med 1% i 2017 stigende til 2% i 2018

 

-Vi gennemgår løbende vores udgifter til administration og den sidste gennemgang viser, at det vil give god mening at effetivisere den totale administration med omkring 20 millioner kr. allerede i 2017, siger Odenses borgmester Anker Boye.

 

Administrationen dækker over vidt forskellige funktioner lige fra jobkonsulenter og socialrådgivere til personalet i borgerservice og økonomer.

 

-Det er almindelig sund fornuft at holde øje med, om der er mulige måder at reducere kommunes udgifter på. Denne gang har det vist sig, at der er et effektiviseringspotentiale på administrationsområdet. Og kan pengene bruges på en anden og bedre måde, så skal vi selvfølgelig forsøge at få det ført ud i livet, siger Anker Boye.

 

På nuværende tidspunkt har Odense det højeste udgiftsniveau pr. indbygger på det administrative område blandt de 6 største byer i Danmark. Når effektiviseringerne i 2017 er gennemført vil Odense have lavere administrationsudgifter end København, men stadig højere end Aalborg, Aarhus, Randers og Esbjerg.