Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune ansætter ny chef for Bystrategisk Stab

10-03-2016

Trine Skammelsen er uddannet urban designer og har 10 års ledelseserfaring som tidligere direktør i byplantegnestuen Metopos og leder af Bascons afdeling for byudvikling, og senest som partner og direktør i Second City.

 

- Jeg glæder mig enormt meget til at komme til at arbejde i og med Odense. Først og fremmest glæder jeg mig til at lære medarbejderne i Bystrategisk Stab at kende og til at komme tæt på de udviklingsprojekter, som mange samarbejdspartnere i og omkring Odense Kommune har store forventninger til. Byen har et kæmpe potentiale, der er ved at blive forløst, og som jeg glæder mig til at bidrage til. Odense er en smuk og helstøbt by med virkelig spændende fremtidsplaner, siger Trine Skammelsen om udsigten til de kommende arbejdsopgaver.

 

Som chef for Bystrategisk Stab kommer Trine Skammelsen til at skulle arbejde videre med de store aktuelle projekter i Odense, som blandt andet omfatter omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade, etableringen af letbanen i Odense og udviklingen af området, hvor det nuværende OUH ligger.

 

Den nye chef for Bystrategisk Stab har en omfattende viden om og erfaring med byrum, byggeri, boligpolitik, mobilitet, strategisk planlægning og regional udvikling. Trine Skammelsen har gennem årene rådgivet ministerier og kommuner, såvel som private bygherrer og almene boligselskaber. Hun har derfor også stor erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation.

 

Trine Skammelsen tiltræder i Odense Kommune den 1. juni.

 

Kort CV for Trine Skammelsen:

2014-2016: SECONDCITY A/S. Partner og direktør.

2010-2013: BASCON A/S. Afdelingsleder.

2005-2010: Metopos by og landskab. Medstifter og adm. direktør.

2004-2005: ECN, Erhvervscenter Nordjylland. Projektleder, Erhvervs- og regionsudvikling.

2002-2003: Santiago Vives tegnestue, Barcelona, Spanien. Arkitekt.