Spring til indhold
Nyhed

Odense inviterer virksomhederne på åbne data og nye vækstmuligheder

03-05-2016

Den 19. maj bliver virksomheder, iværksættere og uddannelsesinstitutioner inviteret til et Open Data-arrangement af Odense Kommune. Her får deltagerne inspiration til, hvordan de kan bruge åbne data i deres forretning og produktudvikling samt få overblik over Odenses tilgængelige data.

 

Odense er nemlig i gang med at gøre sine data frit tilgængelig for interesserede. Som et led i Smart City Odense og byens fokus på at understøtte den nationale dagsorden om åbne, offentlige data, vil kommunen nu øge mængden af offentligt tilgængelig data.

 

www.odensedataplatform.dk ligger der allerede nogle data, men listen skal udvides og kommer til at indeholde data fra områder som trafik, beskæftigelse, sundhed og ældre, klima og energi samt et væld af kortdata.

 

Der kan ligge store muligheder for nye forretningsområder eller produktudvikling gemt i den åbne data. Men hvilke data kunne være interessante for virksomhederne? Ved arrangementet bliver der lejlighed til at komme i direkte dialog med dataejerne om anvendelse, potentiale og særlige ønsker.

 

- Smart City handler om at gøre tingene bedre og billigere for borgerne, men i Odense ser vi også Smart City som en væsentlig del af vores vækstdagsorden. Vi vil gerne understøtte virksomhederne i at udvikle og vokse, og her spiller åbne data en vigtig rolle. Når vi deler vores data, stiller vi viden om byen, trafikmønstre, energiforbrug med mere til rådighed, og det kan føre til vækst og udvikling for både virksomhederne og for Odense, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Åbne data – fra data til værdi

Smart City Odense er forankret i By- og Kulturforvaltningen, og her er der stort fokus på arbejdet med de åbne data, så virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne kan få stillet opdaterede, brugbare og tilgængelige data til rådighed.

 

- Det er vores ambition, at den åbne data kan være med til at udvikle nye løsninger, som skaber menneskelig og økonomisk vækst, og vi arbejder med at frisætte data, så de skaber værdi ved at blive brugt. Det sker i samarbejde og partnerskaber med erhvervslivet, borgerne, uddannelsesinstitutioner og organisationer, siger Kristina Dienhart, programleder for Smart City, og fortsætter:

 

- Ved arrangementet håber jeg, at virksomhederne vil hjælpe os med at prioritere, så vi får den mest relevante data gjort tilgængelig, og jeg vil også understrege, at alle er velkomne. Både, hvis de ikke ved nok om den åbne data og er nysgerrige efter at vide mere – eller hvis de ved lige præcis, hvad de skal bruge.

 

Open Data-arrangementet bliver afviklet torsdag den 19. maj i festsalen på Odense Rådhus, og tilmelding skal ske senest den 13. maj på følgende link: https://odenseco.leadpages.co/open-data-arrangement/?es=532gnp60qm5ldwqs9i4mb8tfymlkyut3

 

Medierne er meget velkomne til at deltage i arrangementet, hvor der vil være mulighed for at tale med rådmand Jane Jegind, dataejerne og deltagende virksomheder. Interesserede journalister kan tilmelde sig på mos@odense.dk

Opdateret 03-05-2016