Spring til indhold
Nyhed

Odense Horse Show 2016 markerer afslutning på succesfuldt samarbejde

23-09-2016

Parterne vurderer i fællesskab, at der ikke fremadrettet er mulighed for at fortsætte samarbejdet med samme succes som hidtil, og man er derfor enige om at slutte på toppen. Den fælles beslutning er truffet, efter man gennem en periode sammen har afsøgt nye forretningsmodeller på et marked, som har ændret sig markant de senere år.

På den baggrund er parterne altså nået til den fælles konklusion, at det ikke på de forretningsmæssige vilkår, der findes nu, er muligt at lave et show, som lever op til den kvalitet, JBK ønsker at levere, samtidig med, at det er en sund og god investering for byen.

 

Direktør Jens Trabjerg fra JBK Horse Show udtaler:

 

-Det er rigtig vemodigt, at vi ikke skal afvikle flere arrangementer i Odense, men vi har haft et godt og professionelt forløb med folkene i Odense, hvor vi har undersøgt de fremadrettede muligheder. Så vi kan se hinanden i øjnene og sige tak for et godt parløb fra start til slut. Vi glæder os til at levere et sidste show, som markerer afslutningen på det længste og mest succesfulde samarbejde i dansk ridesport. Det er vi stolte over at have været en del af.

 

Odenses borgmester Anker Boye har været rigtig glad for gennem 10 år at huse JBK Horse Shows markante ridesportsbegivenheder.

 

-Odense Horse Show – og i de seneste år også Odense Horse Festival, der blev afviklet om foråret på Dyreskuepladsen i Odense - har været værdifulde events, som vi har været glade for at huse i byen. De har leveret både omsætning og store oplevelser til mange odenseanere og besøgende udefra. Men vi overvejer også løbende grundigt vores engagement i de events, vi går ind i, og nu har fælles sonderinger med JBK ført til en afslutning på samarbejdet.

Jeg vil gerne sige tak for alle årerne, hvor vores relation har været præget af gensidig respekt og professionalisme. Nu glæder jeg mig til det kommende show, som helt sikkert bliver interessant og en fornem afslutning på et godt og udbytterigt samarbejde, siger Anker Boye.