Spring til indhold
Nyhed

Kulturens kræfter kan mere end at underholde

04-05-2016

Kulturugen er arrangeret i samarbejde med personer, der selv har psykiske udfordringer. Oplæggene vil derfor give et ærligt indblik i, hvordan mange dagligt mærker disse udfordringer og ikke mindst deres følgevirkninger, eksempelvis de mange fordomme. Foredragsholderne har dog hver på sin måde et forslag til, hvordan man kan løse eller i hvert fald arbejde med helingsstrategier i et kulturelt perspektiv.

 

Kultur har indvirkning på sundheden

Forskning viser, at kulturelle oplevelser stimulerer sanserne og giver god virkning på sundhed –også den mentale sundhed. I Skåne bruger man f.eks. ”kultur på recept” som en del af behandlingssystemet. Spørgsmålet er så, om vi kunne lære noget af det? Det mener leder for PIO Psyk Info Odense bestemt, at vi kan:

 

”Vi har gennem vores arbejde med personer med psykiske udfordringer gennem mange år været bekendt med, at kreative processer kan have betydning for den enkeltes helingsproces og samtidig forebygge ensomhed og isolation. Men faktisk er det ikke blot de sårbare, der kan profitere af kunst og kultur. I disse tider, hvor mange af os på grund af det høje tempo, vi lever i, er disponerede for stress, angst og depression, er det vigtigt, at vi alle understøtter vores mentale sundhed - og her er kunsten og kulturen et vigtigt virkemiddel,” fortæller Else Kirk, leder af PIO Psyk Info Odense.

 

Kulturuge med forskellige fokuspunkter

Kulturugen er temainddelt, så der for hver dag sættes fokus på forskellige kulturelle aspekter, der kan have en positiv indflydelse på den mentale sundhed.

 

Søndag den 8. maj sættes fokus på teater. Her vil der blive vist en forestilling om den svære søgen efter identitet, og teaterinstruktør Julie Bjørling vil fortælle om, hvordan teateret kan bruges som et middel til for en stund at få et frirum fra sin sygdom.

 

Mandag vil der være fokus på film og medier. Her vil man bl.a. kunne møde Rebellen fra Langeland.

 

Tirsdag er der fokus på natur og strik som meditation, og onsdag sluttes kulturugen af ved at sætte fokus på fortællingen som et spejl. Her kan man bl.a. møde Jonathan Christensen, der bruger sangskrivningen og musikken som en indre terapi for hans sorg og sårbarhed.

 

Kulturugen afholdes på Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C.

Opdateret 04-05-2016