Spring til indhold
Nyhed

Innovative studerende forestiller sig et smartere Odense

14-03-2016

Det har været tre travle uger for de 800 studerende fra University College Lillebælt (UCL), som har deltaget i Innovation på Tværs, men den 18. marts står de klar til at præsentere deres resultater for fagfolk og medier.

 

De studerende har i samarbejde med eksterne partnere forsøgt at udvikle innovative løsninger til 118 konkrete udfordringer – blandt andet inden for temaerne Byen for livet, Det gode liv for børn og unge og – ikke mindst – Smart City, hvor By- og Kulturforvaltningen har været partneren.

 

- Vores arbejde med Smart City handler om at se på udnyttelse af data på nye måder. Det gælder både data, vi allerede har i dag, og data, som vi kan få gennem nye teknologier og digitale platforme, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og uddyber:

 

- Når vi udvikler nye løsninger, vil vi gerne gøre det i samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner, virksomheder og borgere. Derfor er det helt oplagt at samarbejde med de studerende på UCL og tilbyde Smart City som ramme for en række udfordringer. Vi får nye idéer og gode input til vores projekter, og de studerende får muligheden for at arbejde med rigtige cases og derigennem være med til at påvirke byens udvikling.

 

De studerende har selv haft mulighed for at vælge hvilke udfordringer, de ville kaste sig over, og i alt har 11 teams arbejdet med Smart City, hvor der var følgende muligheder:

  • Hvordan kan vi under Smart City Odense dele vores data med hinanden? Potentialer og dilemmaer,
  • Hvordan kan vi under Smart City Odense guide trafikanter bedst muligt?
  • Hvordan kan vi under Smart City Odense udnytte lokalområdet til rehabilitering og genoptræning?
  • Hvordan kan vi under Smart City Odense gøre byen mere tilgængelig for handicappede?
  • Hvordan kan vi under Smart City Odense hjælpe børn med særlige behov med at finde vej?

Svarene bliver præsenteret på dagen ved opstillede stande, hvor det bliver muligt både at tale med de studerende om deres løsninger, rådmand Jane Jegind om Smart Citys potentiale og rektor for UCL Erik Knudsen om vigtigheden af innovation og kreativitet på tværs af faggrænser.

 

Ud over Smart City udfordringerne, vil der være mulighed for at se resultaterne for de 107 andre teams, der har arbejdet med en lang række udfordringer inden for andre områder så som det gode børneliv, demens og socialt udsatte.

 

- På UCL vil vi gerne samarbejde med eksterne partnere. Det skaber særlig rum for udvikling og læring, og det er en gevinst for begge parter. Vi skal ruste vores studerende til en fremtid, hvor de skal være innovative, omstillingsparate og kunne arbejde tværfagligt. Her er Innovation på Tværs en vigtig del, og jeg er glad for den store interesse, vi har mødt fra alle sider, siger rektor Erik Knudsen.

 

De 800 studerende kommer fra otte uddannelser, hvilket sikrer, at der bliver bragt forskelig faglighed og erfaring ind i opgaveløsningerne. De otte uddannelser er:

  • Sygeplejerskeuddannelsen
  • Fysioterapeutuddannelsen
  • Radiografuddannelsen
  • Ergoterapeutuddannelsen
  • Læreruddannelsen
  • Pædagoguddannelsen
  • Socialrådgiveruddannelsen
  • Administrationsbacheloruddannelsen

Afslutningen af Innovation på Tværs foregår fredag den 18. marts på UCL, Blangstedgårdsvej 4, fra kl. 9.30 til 12.00 med åbning ved rådmand Jane Jegind og rektor Erik Knudsen.

 

Interesserede medier kan tilmelde sig til Carsten Pico fra UCL på capi@ucl.dk

Opdateret 14-03-2016