Spring til indhold
Nyhed

Første børnehus i Odense opnår DGI-certificering

26-10-2016

Terningeleg og børnetapas. Kast med terningen og lav den aktivitet, tallet på terningen peger på. Det er bare ét eksempel på, hvad børnehuset Pilebækken er blevet introduceret til i løbet af det år, det har taget at opnå byens første DGI-certificering.

 

I det seneste år har DGI fire gange været ude og undervise og inspirere børnehusets ansatte til at sætte børnenes leg i system. Udover almindelig undervisning, en aktivitetsplan med fokus på bevægelse for alle ugens dage og en bevægelsespolitik, har de voksne også helt praktisk været ude og lege de lege, de efterfølgende har præsenteret børnene for. To ansatte fra hver af institutionsområdets andre fire børnehuse er også blevet inviteret til at lege med – og resultatet er ikke til at tage fejl af:

 

- I dag ser vi, at børnene generelt er mere fysisk modige og aktive, end vi har set tidligere. Og de har lyst til at bevæge sig. De vil rigtig gerne være med, når vi sætter en aktivitet i gang, og de er også begyndt at spørge om vi ikke kan lege den ene eller den anden leg. Og bedst af alt, oplever vi nu også, at børnene selv går i gang med at lege nogle af de aktiviteter, vi har præsenteret dem for, fortæller daglig leder af Pilebækken Betina Seberg Skytthe.

 

Og det har ikke kun været sjovt og udviklende for børnene, at Pilebækken er blevet DGI-certificeret:

 

- Personalet er også ved at finde sin rolle i det at have et større fokus på bevægelse og leg. Gamle institutionslogikker som: ”I må ikke cykle på græsset” og ”I må ikke løbe i alrummet” er nu ændret på grund af viden om, hvordan motoriske udfordringer kan løses med leg, siger Betina Seberg Skytthe.

 

Terningeleg på fem forskellige måderEt eksempel på en ny form for leg er terningelegen. Med én og samme leg kan personalet vælge, hvad børnene skal lære af legen. Der kan sættes fokus på forskellige former for læring og udvikling. Et eksempel herpå kan være, hvor legen foregår i garderoben, og hvor der slås med terningen. Er det en 1’er, skal alle børnene øve sig i at tage deres jakke på selv. Eller en 3’er betyder, at børnene skal løbe rundt om spisebordet tre gange, så de både får bevæget sig og tæller til tre på samme tid.

 

Pilebækkens fokus på bevægelse og leg er et vigtigt tiltag, mener rådkvinde for børn- og unge i Odense, Susanne Crawley Larsen (R):

 

- Det glæder mig, at Pilebækken har valgt at gøre leg og bevægelse til en naturlig og væsentlig del af hverdagen i deres børnehus. Det styrker børnenes sundhed og trivsel, men også deres sociale kompetencer og udvikler nye legefællesskaber. Der findes mange forskellige veje til bevægelse rundt om i byens børnehuse. I Pilebækken har de valgt at blive DGI-certificeret, og dét har givet de voksne fornyet viden om, hvordan børn udvikler sig gennem leg og bevægelse og får skabt sunde vaner tidligt i livet.

 

Hos DGI glæder de sig over at kunne hejse flaget over kommunens første børnehus:

 

- I DGI lægger vi rigtig meget vægt på at skabe gode bevægelsesvaner hos børn så tidligt som muligt, og at Børnehuset Pilebækken har valgt at gennemgå et certificeringsforløb med fokus på idræt, leg og bevægelse hilser vi meget velkommen. Vi tror på, at personalet i Børnehuset Pilebækken nu er endnu bedre rustet til at bibringe deres børn glæden ved at bevæge sig – og håber flere institutioner i Odense vil følge trop, siger Gitte Tinning Madsen, formand DGI Fyn.

 

Pressen er velkommen

Fejringen finder sted på fredag den 28. oktober fra kl. 12 til 13 med hejsning af DGI-flaget, taler og herefter masser af leg og lækker børnetapas. Interesserede medier er velkomne til at deltage. Kontakt kommunikationskonsulent Christina Vilms Kay på chvk@odense.dk eller 51482316.

 

Fakta om DGI-certificeringen

For at blive certificeret skal personalet gennem et DGI-kursusforløb med fire kursusgange og udarbejde en aktivitetsplan. Desuden prøver personalet idræt, leg og bevægelse i praksis, og de får konkrete input og værktøjer til at få mere fysisk aktivitet ind i børnenes hverdag. Certificeringen gælder et år og kan derefter fornyes i samarbejde med DGI.

Opdateret 26-10-2016