Spring til indhold
Nyhed

4. klasseelever fra Odense designer intelligent cykelstativ

17-03-2016

Det begyndte med mangel på cykelstativer på Kroggårdskolen, men det endte med et unikt samarbejde mellem skolen, Blue Ocean Robotics, VEKSØ, University College Lillebælt og to forvaltninger i Odense Kommune.

 

Odense er kendt som en af verdens bedste cykelbyer, og i By- og Kulturforvaltningen bliver der arbejdet med et mål om, at 90 procent af alle børn skal cykle eller gå til skole. Det betyder nye projekter og tiltag – blandt andet tilskud til nye og bedre cykelstativer.

 

Den mulighed blev grebet af Kroggårdskolen, og det har sat gang i et samarbejde, hvor skolens 4. klasseelever har udviklet prototypen på et intelligent cykelstativ med hjælp fra robotvirksomheden Blue Ocean Robotics og design- og byrumsvirksomheden VEKSØ.

 

- I den nye skolereform er der blevet sat fokus på ”globalisering og entreprenørskab” samt den ”åbne skole” som noget, der gennemsyrer undervisningen. At eleverne og lærerne kan arbejde med det både teoretisk og praktisk sammen med eksperter fra virksomhederne motiverer helt fantastisk og skaber læring for alle, siger skoleleder Mogens Falk Jørgensen.

 

Den indstilling glæder rådkvinde for børn- og unge Susanne Crawley Larsen (R). Hun mener, at det store fokus på cykling i Odense Kommune er med til at understøtte skolereformen, for en tur i pedalerne fremmer både sundhed og læring:

 

- I Odense cykler cirka fire ud af fem elever til og fra skole hver dag. Derfor ser vi nu cyklen som et understøttende element i undervisningen. Det kan være, når det handler om at opnå 45 minutters fysisk aktivitet hver dag, eleverne kan cykle til og fra idrætsaktiviteter og valgfag på naboskolen, og så giver cyklen mulighed for at udvide klasseværelset til den nærliggende skov i biologitimen, en tur på museum i historieundervisningen eller et besøg hos en virksomhed, der giver et vigtigt indblik i det omkringliggende samfund, som er del af ’den åbne skole’-elementet i reformen, siger Susanne Crawley Larsen.

 

Alle får glæde af samarbejdet

I løbet af tre uger har eleverne lært at arbejde med innovative arbejdsprocesser, programmering samt design- og brugskrav til det endelig produkt. Det har været en spændende og lærerig proces for alle parter.

 

- Ved Blue Ocean Robotics arbejder vi med alle former for innovative robotløsninger inden for alt lige fra industrien og plejesektoren til uddannelsesområdet. Vi deltager i dette spændende projekt på Kroggårdsskolen, da projektet på bedste vis giver 4. klasses elever et komplet indblik i, hvad det vil sige at designe robotsystemer helt fra bunden. Blue Ocean Robotics vision er “Robots for humans”, hvilket dette projekt i høj grad afspejler, når vi ser den interesse og livsglæde, eleverne har ved det projektbaserede arbejde med robotterne, siger Mikkel Knudsen Kofoed fra Blue Ocean Robotics.

 

Hos VEKSØ, én af Europas førende virksomheder inden for design, fremstilling og salg af byrumsmøbler, cyklismeprodukter og belysning, har det været en oplevelse at samarbejde med eleverne fra Kroggårdskolen.

 

- VEKSØ er altid interesserede i at deltage i udviklingen af nytænkende produkter og intelligente løsninger, og projektet spiller rigtigt godt ind i vores Smart City fokus. Her er vi med i et unikt samarbejde, og vi kan kun lade os inspirere af den fantasi og tilgang til produktudvikling, som folkeskoleeleverne kommer med, siger Udviklingschef Christian Olsen fra VEKSØ.

 

Undervejs i forløbet har lærerstuderende fra University College Lillebælt været tilknyttet Kroggårdskolens 4. klasse, og det giver rigtig god mening for uddannelsesinstitutionen at deltage.

 

- Børn vokser i dag op med mange teknologier omkring sig, og derfor skal lærerstuderende fra UCL have erfaring med nye og relevante læremidler som for eksempel ”Humming Bird”, som er blevet brugt i dette forløb. Det er med til at klæde vores studerende på, og samtidigt giver et tæt samarbejde os mulighed for at vise de kompetencer, som studerende og undervisere fra UCL besidder, siger lektor ved Læreruddannelsen på University College Lillebælt Frank Jensen.

 

Således blev behovet for et nyt cykelstativ til historien om et unikt og spændende samarbejde mellem forskellige virksomheder og institutioner. Et samarbejde som by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) gerne ser udvikle sig yderligere fremover.

 

- Dette samarbejde er et godt eksempel på, hvad vi kan lave, når vi går sammen. Det er samskabelse til gavn for elever, kommune og virksomheder, og jeg håber, at det kan inspirere andre – både i Odense og resten af Danmark. For Odense har det været naturligt at kombinere vores indsats og profil på cykelområdet med den stærke robotindustri i byen, men erfaringerne vil kunne bruges til mere samskabelse i fremtiden, siger Jane Jegind.

 

Undervejs er processen blevet dokumenteret flittigt af Odense Kommune, og interesserede medier kan få udleveret billeder til frit brug.

 

Pressearrangement

Nu er eleverne fra Kroggårdskolen klar til at præsentere deres arbejde for omverdenen, og derfor er pressen inviteret til at besøge skolen og eleverne.

 

Det foregår fredag den 1. april kl. 10 i skolens aula.

 

Ved pressearrangementet vil eleverne fortælle om deres prototype, arbejds- og designprocessen og samarbejdet med de øvrige deltagere. Fra Odense Kommune deltager Jane Jegind og Susanne Crawley Larsen, og det vil ligeledes være muligt at tale med repræsentanter fra Blue Ocean Robotics, VEKSØ og University College Lillebælt om deres deltagelse i det unikke samarbejde.

 

Kroggårdskolens elever deltager også i Den nationale Cykelkonference i Odense den 31. maj og 1. juni, hvor de vil fortælle om – og fremvise – en prototype af deres intelligente cykelstativ. Eleverne deltager ligeledes i RoboBusiness Europe, som ligeledes bliver afviklet i Odense fra den 1. – 3. juni.

 

Interesserede medier bedes tilmelde sig arrangementet hos Mira Borggreen på mibor@odense.dk eller Morten Skov på mos@odense.dk.

Opdateret 17-03-2016