Spring til indhold
Nyhed

Socialt udsatte skal lave fitness

18-12-2015

- Beboerne har ofte givet udtryk for, at de savnede muligheden for at dyrke fitness på St. Dannesbo. Endelig får de muligheden for det. Derudover er det super godt, at det kan foregå i det fri, hvor der er mulighed for at sprede sig over et større areal. Det bliver så godt for beboerne, siger Gitte Lundgren, leder på St. Dannesbo.

 

Der er plads til 69 beboere på St. Dannesbo. Mange af beboerne kommer direkte fra fængslet til forsorgshjemmet på deres vej ud i egen bolig. En stor del har et nuværende eller tidligere misbrug af alkohol eller stoffer, og de er derfor ikke fysisk stærke. Ideen til at søge fondsmidler kommer fra socialpædagog Sarah Baagøe Petersen.

 

- Hvis vi lykkes, vil mange af vore beboere få en bedre sundhed generelt. Selv om den fysiske sundhed absolut er vigtig, så er det min overbevisning, at den mentale udvikling er lige så vigtig for beboerne. Kan de opnå succes og føle, at de udvikler sig med fitness, så vil det gøre alverden for deres mentale sundhed, siger Sarah Baagøe Petersen.

 

 

Det nye fitnessområde placeres helt bevidst udendørs på St. Dannesbo. På den måde vil mange beboere se og bemærke det nye tilbud i forhold til en indendørs placering. Derudover ønsker St. Dannesbo at lade de nye redskaber være en mulighed for hele lokalområdet, så alle borgere kan komme og bruge redskaberne, når fitnessområdet er etableret i foråret. St. Dannesbo ligger i udkanten af Brylle.

 

Samlet set er håbet fra St. Dannesbo, at det nye træningstilbud kan være med til at flytte flere beboere ind i en situation, hvor de bedre kan håndtere deres eget liv. Et mål er også, at beboerne fortsætter træningen i et ordinært træningscenter, når de flytter fra St. Dannesbo.