Spring til indhold
Nyhed

Rejsegildekoncert ODEON - med guitarist i verdensklasse og Odense Symfoniorkester

05-08-2015

Borgerne i Odense og byens mange gæster kan se frem til storslåede oplevelser, når Odeon, byens nye musik-, teater- og konferencehus, er færdigbygget og slår døren op i begyndelsen af 2017. Men allerede nu kan borgerne i Odense få en forsmag på de store oplevelser, der venter dem. Odeons mure har allerede rejst sig og det betyder traditionen tro, at der skal holdes rejsegilde. Rejsegildet afholdes af bygherrerne KPC og Kristiansdal onsdag 12. august lige midt i det rå beton-byggeri på Odeon-byggepladsen.

 

- Odeons rejsegilde er en historisk dag for Odense, og derfor skal byens borgere naturligvis inviteres med. Med Odeon får vi et omdrejningspunkt for kulturelle begivenheder og ikke mindst store konferencer midt i byen. Med sin centrale placering og moderne faciliteter bliver Odeon på den måde afgørende for at skabe opmærksomhed om byen – og i sidste ende vækst og job, siger borgmester Anker Boye (A).

 

Rejsegildekoncerten med bl.a. lurblæsere, guitaristen Steffen Schackinger og Odense Symfoniorkester begynder kl. 11.30 i det, der bliver Odeons foyer. Indgang er fra pladsen ved Odense Koncerthus. Der er gratis adgang. Rejsegildets festtaler står borgmester Anker Boye og By- og Kulturrådmand Jane Jegind for.

 

- Et rejsegilde som Odeons skal markeres med musik og manér. Derfor har vi inviteret Odenses egen verdensklasseguitarist Steffen Schackinger og et af byens musikalske flagskibe, Odense Symfoniorkester, til at spille den allerførste koncert i Odeon. De musiske indslag på dagen vil være en forsmag på de mange forskelligartede kulturelle oplevelser borgene i Odense og byens gæster kan opleve, når Odeon står klar, siger By – og Kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

Læs mere om Odeon på www.odense.dk/odeon

 

Om Odeon

  • Odeon er på i alt 32.000 kvadratmeter.
  • Odeon kommer til at huse kultur- og konferencefaciliteter, Syddansk Musikkonservatorium Skuespiluddannelsen Odense, Odense Teater, 42 ungdomsboliger og en dagligvarebutik.
  • Med plads til 1740 siddende eller op til 3000 stående gæster bliver husets store sal blandt de største i landet af sin slags. Teknisk og akustisk bliver salen af høj kvalitet og kan tilpasses mange forskelligartede arrangementer, så Odense bymidte kan danne ramme om store nationale og internationale konferencer og kulturevents.
  • Byggeriet af Odeon gik i gang 24. juni 2014, og det står efter planen færdigt i starten af 2017.