Spring til indhold
Nyhed

Odense vil tilbyde studiejob til alle interesserede i 2020

11-11-2015

Aftalen blev i dag offentliggjort på et pressemøde på IT-konsulenthuset Bach, Drud & Larsen i Odense.

 

- Vi har i Odense Kommune en stor interesse i at fastholde de studerende i byen både under studiet og efter endt kandidateksamen. En tæt og tidlig tilknytning til arbejdsmarkedet i et studiejob kan få flere til at bosætte sig i Odense. Det er kompetent arbejdskraft til byens innovative virksomheder. Samtidig er det vigtige skatteborgere for Odense, siger rådmand Steen Møller.

 

Behovet på 400 nye studiejob er afdækket via en analyse blandt studerende på Syddansk Universitet. Analysen er foretaget i denne sommer og sandsynliggør, at 400 på nuværende tidspunkt har et ønske om et relevant akademisk studiejob - men ikke kan få det.

 

- Som universitet har vi et ønske om at kunne tilbyde flere relevante akademiske studiejob her på Fyn. En tilknytning til en spændende virksomhed har stor betydning for de studerendes valg af uddannelsessted. SDU vil stå stærkere med denne aftale, siger rektor Henrik Dam.

 

En lang række fynske virksomheder har allerede i dag stor nytte af at have akademisk studiemedhjælp.

 

- For mig er den gode historie, at erhvervslivet på Fyn får dygtige kompetencer fra Syddansk Universitet. Vi er i vækstmode, og her er vores to studiemedhjælpere et godt match til vores virksomhed. På sigt kan det måske blive til fuldtidsstillinger, siger direktør Kenneth Drud fra Bach, Drud & Larsen.

 

Morten Vestergaard Dam har siden marts arbejdet som en af to studiemedhjælpere i Bach, Drud & Larsen.

 

 

- Tidligere har jeg haft studiejob i supermarked og som undervisningsassistent på SDU. Nu kan jeg bruge min viden fra cand. merc -undervisningen direkte i studiejobbet på virksomheden. Jeg arbejder både på kundeopgaver og interne opgaver, så det er tæt på den virkelighed, som jeg også vil opleve efterfølgende som uddannet. Og så vil dette studiejob være et plus på mit CV, når jeg skal ud og søge job senere, siger Morten Vestergaard Dam.

 

For at opfylde den ambitiøse plan skal Odense Kommune og SDU Erhverv gennemføre en række aktiviteter, der skal sikre det øgede antal studiejob, kvalificere job-indholdet og sikre kontakt imellem studerende og virksomheder.

 

- Det kræver nytænkning af alle parter, hvis vi skal lykkes med denne ambitiøse plan, siger Steen Møller.

 

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune vil gennemgøre en-til-en virksomhedsbesøg for at introducere, skabe og konkretisere mulighederne i studiejob. Sammen med SDU skabes servicepakker, der skal gøre vejen nemmer for både studerende og virksomhed.

SDU Erhverv vil bl.a lave Business Brunch og her invitere virksomheder inden for et specifikt fagområde – og relevante studerende, så der kan opstå match i løbet af brunchen. Modellen er kendt i andre byer, men introduceres nu i Odense.

Kompetencekometer er navnet på en mentorordning, der skal få match imellem studerende og virksomhed til at fungere optimalt for begge parter. Her er der faglig sparring at hente både under beskrivelse af arbejdsopgaver og løbende under ansættelsen.

SDU Erhverv og Odense Kommune har aftalt årlige evalueringer for at sikre effekten i samarbejdet.

Opdateret 11-11-2015