Spring til indhold
Nyhed

Invester i Odense nu

19-08-2015

Der bliver investeret i Odense som aldrig før. Byudvikling er vejen til vækst, flere arbejdspladser og nye indbyggere, og det giver muligheder for virksomheder, entreprenører og investorer. Nu sikrer By- og Kulturforvaltningen, at alle interesserede let kan få et overblik over investeringsmulighederne i Odense.

 

Et nyt investeringskatalog med titlen ”Invester i Odense nu” præsenterer de mange grunde og arealer, der står klar til at blive en del af fremtidens Odense. Gamle erhvervsområder kan blive til nye bydele med spændende boliger, forretninger, arbejdspladser og kulturfaciliteter, som vil sætte yderligere fart i Odenses udvikling.

 

- Vi mærker, at der blandt odenseanere, byens erhvervsliv og ikke mindst entreprenører og investorer er en helt grundlæggende tillid til, at vi er på rette vej og vil lykkes med vores vækststrategi. I By- og Kulturforvaltningen oplever vi, at interessen for Odense er stigende, og vi arbejder hver eneste dag for at skabe de bedste forudsætninger for Odenses udvikling, siger By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V).

 

- Med investeringskataloget giver vi et helt aktuelt billede af mulighederne for at investere i Odenses transformation til en moderne storby, og det tror jeg, at mange vil have lyst til. Vi vil gøre det let, hurtigt og overskueligt at komme i gang for alle interesserede.

 

Investeringskataloget vil blive opdateret løbende, og det præsenterer lige nu 28 potentielle investeringer på attraktive placeringer i Odense. Herudover giver kataloget overblik over Odenses byudviklingsområder og ambitioner for fremtiden.

 

Investeringskataloget kan findes på Odense.dk fra torsdag den 20. august.

Opdateret 19-08-2015