Spring til indhold
Nyhed

Harry Potter Festivalens magi samlede endnu engang hele byen

21-10-2015

Omkring 10.000 besøgende – hvoraf 5000 også lagde vejen forbi Brandts 13s smukke udstilling, 2400 koncertgæster i Odense Koncerthus, 1000 koste bundet i Eventyrhaven, 1600 sæt ører, der lyttede til fortællinger i Klosterkirken, 4000 udleverede tryllestave og et virvar af mugglere og magikere i det smukt pyntede Vintapperstræde. Det er blot et lille udsnit af årets Harry Potter Festival, når arrangørerne gør status.

 

- Vores mål med festivalen er at få børnene – og alle andre - til at skabe, digte og skrive. Vi skal sætte fantasien i omdrejninger, og vi hører fra deltagerne, at det er lykkedes til fulde. Når vi tilmed kan glæde os over, at Odense Centralbibliotek har medvirket til at skabe liv og stemning i byen, er det svært at få armene ned, siger By- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).

 

Årets festival begyndte i røg og damp, da et propfyldt veterantog afgik fra Odenses udgave af Perron 9 1/3 torsdag d. 17. oktober om aftenen. Billetterne til turen blev udsolgt i løbet af de første minutter, og dermed fik Odense Centralbibliotek en forsmag på festivalens popularitet – 13 år efter begyndelsen.

 

Det var nemlig ikke kun odenseanere, der trak i troldmands-outfittet. En stor del af deltagerne kom fra Jylland og Sjælland. Der var også besøgende, der krydsede landegrænser for at deltage i festivalen, helt præcist fra Norge til Odense med festivalen som hovedformål.

 

- Det er en stor fornøjelse, at så mange Harry Potter fans kommer til byen for at deltage i denne magiske festival. Odenseanere, fynboer, besøgende fra hele landet og udlandet har taget festivalen til sig. Her ser vi et tydeligt bevis på, at kulturoplevelser kan skabe en særlig magi, som binder os sammen. Det skal vi også prioritere, når vi taler vækst og udvikling af Odense, siger Jane Jegind og sender en stor tak til frivillige, erhvervsliv og alle der har ydet en ekstra indsats for at få festivalen til at lykkes.

 

Fortryllende feedback

Uden deres indsats var Harry Potter Festivalen ikke blevet til noget – og dermed var Odenses centrum aldrig blevet forvandlet til en scene fra de populære film med kappeklædte skikkelser og børn med lyn i panden i gaderne. Den store indsats blev også mødt med roser på festivalens Facebook-side:

 

”En hel og aldeles gennemført Harry Potter Festival. Er vildt imponeret og det var mine 2 nevøer Lukas og Marius også. Vi ses til næste år”.

 

”Den festival er det smukkeste tiltag jeg til dato har set! Det er gennemført og gennemtænkt og afviklet med en indlevelse der faktisk var direkte rørende at se. Tænk at Odense i den grad kan forvandles til en magisk by. Tænk at det er så ukommercielt og så fuldt af fantasi. Børnene får både brug for fantasi og tanke, alle de frivillige potter-nørder er så gennemførte at man ikke på nogen måde kan få dem til at falde ud af rollerne. Tænk at man har svært ved at bruge 30 kr. i løbet af en dag!!"

 

"Afslutningskoncerten - hvor der oven i købet var medtænkt at alle skuespillerne sad opdelt i gode og onde bag ved orkestret. Ja det var simpelthen gribende! Og tænk at musikerne ifører sig hogwartshalstørklæder, tænk at Hulkende Hulda hyler løs på toilettet på Fyns Kunstmuseum, tænk at man kunne se den trehovede hund Fluffy på biblioteket og tilmed blive skræmt fra sans og samling, tænk at ungerne kunne komme under fordelingshatten, tænk at man kunne svæve over Odense Å. Det er simpelthen en PERLEopfindelse, og i vores familie har vi ikke engang prøvet toget og rollespilsoplevelsen endnu”.

 

Listen med positive tilbagemeldinger og feedback fortsætter, hvor rigtig mange af deltagerne har taget sig tid til at dele deres festivaloplevelser. Se dem alle på www.facebook.com/harrypotterfestival

 

Odense Centralbibliotek sender en magisk stor tak til alle deltagere, samarbejdspartnere, frivillige og byen som helhed, og håber, at alle – og flere til – vil deltage i Harry Potter Festival 2016!

 

Alle billeder skal krediteres til Finn Wraae, Odense Centralbibliotek.

Opdateret 21-10-2015