Spring til indhold
Nyhed

Go’ energi på vej - 100 El-biler til hjemmeplejen

23-09-2015

Elbiler er gode til korte og hyppige ture, og er derfor yderst velegnede til de over 5000 daglige borgerbesøg som de udkørende grupper (sygepleje, hjemmepleje og træningsterapeuter) har overalt i byen. Elbilerne er støjsvage og forurener langt mindre end de velkendte benzindrevne modeller.

 

- Der er vigtigt, at vi som kommune udvikler og understøtter gode og bæredygtige trafikale løsninger. Elbiler udleder hverken partikler eller støj, så jeg synes det er helt oplagt, at kommunen tager elbilen til sig, siger rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, Brian Skov Nielsen (EL).

 

I 2014 blev det besluttet, at Odense Kommune skulle investere i miljøet og bæredygtig transport ved at begynde at udskifte de traditionelle diesel- og benzindrevne biler med elbiler. Hjemmeplejens 100 nye el-biler er en del af den bevægelse.

 

Potentiale for vækst og grøn byudvikling.

Med elbiler i forvaltningerne bliver Odense Kommune klogere på mulighederne og potentialet. Satsningen åbner op for, at Odense over tid får opstillet de nødvendige opladestandere, så elbilen kan blive et alternativ for endnu flere odenseanere.

 

- Odense Kommune kan selvfølgelig ikke selv sikre det nødvendige antal af el-biler, der skal til for at skabe et marked. Men vi kan skubbe på udviklingen og være med til at skabe en generel bevægelse fra fossile brændstoffer over mod el. Med dette tiltag understøtter vi en positiv udvikling og viser samtidig, at vi gerne vil være med til at gøre el- og hybridbiler til et attraktivt valg for odenseanerne, siger By- og Kulturrådmand, Jane Jegind (V)

 

Brugen af elbiler skal ses som en del af morgendagens Odense, hvor også letbanen og Fynbus’ kommende 18 hybridbusser giver et løfte om et Odense med mindre støj og forurening.

 

Lancering af El-bilerne

Selve lanceringen er d. 24 september kl. 11:00-13:00 på Ældrecenter Øst, Vollsmose Allé 40, 5240 Odense NØ. Her vil der blive budt velkommen af rådmænd Brian Skov Nielsen og Jane Jegind, hvorefter der vil være forfriskninger og mulighed for at se og prøve bilerne.

 

Arrangementet er for inviteret personale, leverandører og pressen.

Opdateret 23-09-2015