Spring til indhold
Nyhed

Første dag for ny rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen

14-09-2015

35-årige Brian Skov Nielsen starter i dag som rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense. Brian Skov Nielsen blev valgt ind i byrådet for Enhedslisten i 2013 og overtager nu posten som rådmand for en af de store forvaltninger i Odense.

 

- Jeg er meget bevidst om det store ansvar, jeg har sagt ja til. Både i forhold til at være politisk leder for en forvaltning, som så mange mennesker er afhængige af, men også i forhold til at skulle overtage posten efter en så vellidt og respekteret politiker som Per. Jeg ved, det bliver en stor opgave, men jeg går til den med lige så stor kampgejst, siger den nye rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen.

 

Budgetforhandlinger og ældremilliard

Allerede to dage efter, at Brian Skov Nielsen starter på sit nye job som rådmand, skal byrådet førstebehandle budgettet for 2016. Han fortæller:

 

-Jeg skal have sat mig ind i rigtig meget, rigtig hurtigt. Men allerede nu kan jeg se, at der er nogle knaster i budgetudkastet, som vi lige skal have talt om. Som udkastet ligger nu, får de ældre ingen af de penge som Odense får fra ældremilliarden, og det siger sig selv, at det ikke er rimeligt.

 

Ældremilliarden blev sat på finansloven af den forrige regering med henblik på at give et varigt og permanent løft af ældreområdet. De to første år skulle pengene ansøges via en pulje, men fra 2016 gives pengene i stedet direkte til kommunerne som en del af bloktilskuddet. Brain Skov Nielsen uddyber:

 

- Selvom pengene nu gives som en del af bloktilskuddet, er der ingen tvivl om, at pengene fortsat er givet med henblik på et permanent og varigt løft af ældreområdet. Det kan man godt finde ud af i mange andre kommuner, så det bør vi også kunne finde ud af i Odense, siger han og fortsætter:

 

- I 2014 og 2015 blev de godt 32 mio. fra ældremilliarden brugt på at oprette nogle permanente og nødvendige tilbud til de ældre, og forvaltningen har også ansat personale derefter. Hvis de penge er væk i 2016, vil det gå ud over nogle af vores allersvageste ældre og vil føre til både nedskæringer og fyringer. Det er nogle af de konsekvenser, jeg nu vil fremlægge for mine kolleger, og så er jeg sikker på, at vi nok skal finde en rimelig løsning

 

Om Brian Skov Nielsen

Brian Skov Nielsen er 35 år, uddannet sociolog fra Aalborg Universitet og bor i Skibhuskvarteret i Odense. Brian blev valgt ind i byrådet i 2013 for Enhedslisten sammen med Per Berga Rasmussen og Ulla Gudiksen Chambless. Han har indtil nu været medlem af By- og Kulturudvalget – en post Per Berga Rasmussen nu overtager.

 

Indtil sin overtagelse af rådmandsposten har Brian Skov Nielsen arbejdet som Konsulent i Center for frivilligt socialt arbejde.

Opdateret 14-09-2015