Spring til indhold
Nyhed

15 nordiske byer fælles om ’Odense Charter 2012: Byer for alle’

04-09-2012

Politikere og embedsmænd fra 15 nordiske byer er blevet enige om et politisk charter for udviklingen af de nordiske byer, der skal være med til at udvikle det nordiske velfærdssamfund.

Samarbejdet hedder Nordic City Network, og fra den 2. – 4. september har borgmestre og embedsmænd fra 15 nordiske byer fra Sverige, Danmark, Norge og Finland været i Odense for at diskutere byudvikling og ikke mindst udveksle viden og erfaringer. På konferencen er blevet vedtaget ’Odense charter 2012: Byer for alle’, der vil danne grundlag for det fremtidige samarbejde mellem byerne.

- Charteret er en fælles vision for fremtiden. Det betyder, at 15 større nordiske byer har givet hinanden håndslag på, at vi vil arbejde for at udvikle en særlig nordisk bymodel, der kan bidrage til at styrke udviklingen af fremtidens velfærd. Vi arbejder hver især med at sikre byernes udvikling. Men skal vi bidrage til udviklingen af fremtidens nordiske velfærdssamfund, er det vigtigt, at vi får delt vores viden med hinanden og løfter i samlet flok, forklarer netværkets formand staddsbygnadsdirektör Christer Larsson fra Malmø.

 

Anker Boye, borgmester i Odense, som har lagt værtsskab til konferencen, kan nikke genkendende til, at det netop er byerne, der er centrale aktører i udviklingen af de nordiske velfærdssamfund, og udviklingen kommer ikke af sig selv, påpeger han:

 

- Det kræver politisk lederskab, økonomisk potentiale og tæt samarbejde byerne imellem, hvis byer skal drive udviklingen i den rigtige retning. Lokalt gøres der meget i Norden, og her i Odense satser vi på en samlet udviklingsplan, hvor vi omdanner midtbyen, samtidig med at vi planlægger en letbane, og et nyt Campus Odense område med universitet, hospital og forskerpark. Det gør vi for at udvikle Odense til et centrum for oplevelser, vækst og beskæftigelse i Syddanmark. På den måde spiller vi som bysamfund en stor rolle i udviklingen af et regionalt område. Det er derfor vigtigt, at vi snakker sammen med de andre byer, så vi lærer af hinanden undervejs, forklarer han.

 

Fraværet af metropoler i international skala i Norden giver de større nordiske byer et særligt ansvar for at bidrage til løsninger for det nordiske velfærdsamfund. Og med Odense Charter 2012 er fundamentet lagt for et bredt nordisk samarbejde om fremtiden for de større nordiske byer.

 

Læs Odense Charter 2012: Byer for alle. Bilag 1. Bilag 2.

Fakta

  • 15 nordiske byer har samlet sig i netværket Nordic City Network, der fra den 2.–4. september havde sat hinanden stævne til en konference i Odense. Byerne repræsenterer tilsammen 40 % af landenes befolkning.

 

  • På konferencen vedtog byerne ’Odense Charter 2012: Byer for alle’. Chartret danner grundlag for byernes videre arbejde med at udvikle det nordiske velfærdssamfund

 

  • Netværket arbejder med emner som fremtidens jobskabelse, den urbane innovation, nye velfærdsløsninger, bæredygtige byer. Det blev uddybet på konferencen bl.a. gennem indlæg af miljøminister Ida Auken (læs talen på http://www.mim.dk/Ministeren/Ministerens_taler), præsidiemedlem i Nordisk Råd Bertel Haarder, forskerne professor Joakim Palme, fra Uppsala Universitet, professor Ove Kaj Pedersen, CBS samt Adm. direktør Jesper Nygaard fra KAB og formand for Realdania samt ansvarshavende chefredaktør fra Mandag Morgen Bjarke Møller.

 

  • Læs mere om Nordic City Network på http://www.nordiccitynetwork.com/

Kontakt

Anker Boye, Borgmester Odense, ab@odense.dk eller tlf. +45 65511000// 40753333

Christer Larsson, staddsbygnadsdirektör Malmø, formand for Nordic City Network, christer.larsson@malmo.se eller tlf. +46 40 34 22 98

For praktisk information

Per Riisom, Gehl Architects, per@gehlarchitects.dk eller tlf. +45 2679 8292

Henrik Poulsen, Konsulent, Odense kommune på hp@odense.dk eller tlf. +45 65511007