Odense Kommune afprøver ny chatbot på odense.dk

Spring til indhold
Nyhed

Odense Kommune afprøver ny chatbot på odense.dk

20-04-2026

Fra den 20. april til den 18. maj 2026 afprøver Odense Kommune en ny chatbot på www.odense.dk. I testperioden skal chatbotten hjælpe borgere og virksomheder med hurtigt at finde svar, selvbetjeningsløsninger og den rette vej ind i kommunen – døgnet rundt.

Chatbotten kan besvare en lang række spørgsmål om kommunens services og tilbud og guider brugerne videre til relevant information og digitale løsninger på hjemmesiden. Afprøvningen er et led i kommunens løbende arbejde med at udvikle og forbedre den digitale service.

“Vi vil gerne undersøge, hvordan en chatbot kan supplere vores eksisterende service og gøre det nemmere for borgere og virksomheder at finde svar – også uden for normal åbningstid. Afprøvningen giver os vigtig viden om brugernes behov og anvendelse og om chatbottens svarkvalitet,” siger Nanna Lise Vester, kommunikationschef, Odense Kommune.

Hjælp til både borgere og erhvervsliv

I testperioden kan chatbotten blandt andet hjælpe med:

  • Overblik over kommunale tilbud og services
  • Vejledning til ansøgninger og selvbetjeningsløsninger
  • Praktiske oplysninger om regler, frister og kontaktmuligheder

Hvis chatbotten ikke kan besvare et spørgsmål, vil brugeren kunne finde relevante kontaktinformationer på selve hjemmesiden.

Baseret på kommunens indhold

Chatbotten bygger på information fra odense.dk og anvender udelukkende kommunens eget indhold. Under afprøvningen vil chatbotten blive løbende justeret og forbedret på baggrund af samtalerne med brugerne.

Evaluering efter testperioden

Efter afprøvningsperioden fra 20. april til 18. maj 2026 vil Odense Kommune evaluere erfaringerne og tage stilling til en eventuel videre anvendelse.

Chatbotten kan benyttes direkte via www.odense.dk i testperioden.

For yderligere information

Nanna Lise Vester, kommunikationschef i Borgmesterforvaltningen, nlv@odense.dk, 20 37 91 84

Borgmesterforvaltningen