Spring til indhold
Nyhed

Egeprocessionsspinder: Status på Odense Kommunes indsats

03-09-2026

Status på bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen, der i løbet af sommeren 2026 har skabt store problemer og ubehag især i den sydøstlige del af byen.

Der er stadig bekæmpelses-hold på gaden hver dag, og så længe der er reder med levende larver og pupper, fortsætter de med at fjerne rederne, støvsuge larver af egestammer og varmebehandle larver med skum.

Når vi ser på situationen i træerne lige nu, forventer vi, at det arbejde kan afsluttes i midten af september.

Tomme reder bliver fjernet, hvis de er til gene for borgere, virksomheder og medarbejdere.

Det er vigtigt at understrege, at der trods de fjernede reder fortsat kan være brandhår fra larverne.

Næste års bekæmpelse

Odense Kommune kigger også frem mod næste år for at forberede den bedst mulige fremtidige forebyggelse og bekæmpelse af egeprocessionsspinderen.

Erfaringer viser, at larven ikke kan udryddes, og indsatsen vil derfor være fokuseret på at begrænse spredningen og reducere risikoen for borgere
og dyr.

Odense Kommune arbejder hen imod at fastlægge indsatsen for 2027 i løbet af efteråret i år. Der bliver taget udgangspunkt i både kommunens egne erfaringer og grundige evalueringer af de første år med egeprocessionsspinderen samt udenlandske erfaringer fra lande som for eksempel Holland, Tyskland og England.

Odense Kommune engagerer sig også i det arbejde, minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen har taget initiativ til ved at samle relevante myndigheder og Kommunernes Landsforening, så der forhåbentlig kan udarbejdes en koordineret, national indsats.

Det er den rigtige, langsigtede løsning, da larverne spreder sig på tværs af kommunegrænserne.

Meld stadig gerne larvefund ind

Der er løbende meldt mange observationer af larver og reder ind. Det har hjulpet til at følge udviklingen og styrke bekæmpelsen gennem sommeren.

Du kan fortsat hjælpe ved at melde ind via Giv et tip, hvis du ser levende reder. De kan typisk kendes ved, at der er bevægelse i eller omkring reden.

Klima- og Miljøforvaltningen