Spring til indhold
Nyhed

Køb billet til en enestående koncert med World Doctors Orchestra og oplev 100 læger fra alle verdensdele spille for velgørenhed

01-08-2023

Til september kan du få en oplevelse lidt udover det sædvanlige, når World Doctors Orchestra med læger fra hele verden kommer til Odense for at give koncert, hvor de blandt andet vil spille Carl Nielsens Symfoni nr. 2.

World Doctors Orchestra rejser rundt i verden og optræder for at samle penge ind til global sundhed. Her optræder de i Krakow. Foto: Iwona Dziuk
Den 10. september fyldes Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus med 100 læger fra alle verdensdele. De kommer dog ikke for at fortælle om medicin eller kroppens anatomi, men for at spille en af i alt otte velgørenhedskoncerter på verdensplan, hvor alt overskuddet fra koncerten i Odense går ubeskåret til Center for Mental Sundhed i Odense Kommune.

World Doctors Orchestra, som også bliver kaldt WDO, har siden 2008 afholdt 35 velgørenhedskoncerter rundt om i hele verden og har indsamlet og doneret mere end to millioner euro. World Doctors Orchestra er en nonprofitorganisation, der med sine aktiviteter ønsker at øge fokus på global sundhed som en grundlæggende menneskeret for alle.

Til arrangementet vil Peter Qvortrup Geisling, læge og journalist, være konferencier. Derudover vil Christina Åstrand være solist ved koncerterne. Christina Åstrand har siden 1993 fungeret som koncertmester ved DR Symfoniorkester.

Bestil billetter til World Doctors Orchestra i Odense Koncerthus d. 10. september.

Program for koncerten, der starter klokken 15:

Jean Sibelius Finlandia, op. 26
Johan Halvorsen Norsk Rapsodi nr. 1 i A-dur
Felix Mendelsohn Violinkoncert i e-mol, op. 64
Carl Nielsen Symfoni nr. 2 "De Fire Temperamenter", op. 16

Sundhedsforvaltningen