13,7 millioner skal gøre Holluf Pile & Tornbjerg endnu bedre
13,7 millioner kroner skal styrke Holluf Pile & Tornbjerg og modernisere Holluf Pile Skole. Den lokale velfærdsaftale for Holluf Pile & Tornbjerg er netop blevet godkendt af Odense Byråd. Læs mere om den lokale aftale her.
Som en del af Velfærdens Fundament, har Odense Byråd besluttet at afsætte 13,7 millioner kroner til at styrke Holluf Pile & Tornbjerg samt modernisere Holluf Pile Skole.
En omfattende borgerinddragelse i Holluf Pile & Tornbjerg har vist, at der især er tre temaer, der er vigtige for borgerne: Mødesteder for alle aldre, sport og bevægelse samt klima og natur.
- Man mærker tydeligt, at borgerne i Holluf Pile & Tornbjerg har ambitioner på det grønne område. Især vil jeg fremhæve planerne for at gøre Hjulets Sø til en grøn oase. Jeg mener, at alle børn har ret til at komme ud i og lære af naturen - både i skoletiden og når de har fri. Det får børnene på Holluf Pile Skole nu rigtig gode muligheder for her. Det er vigtigt for mig, siger Susanne Crawley Larsen, rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen (B).
Engagerede borgere
Den 29. marts 2023 blev der afholdt et online-møde med lokale foreninger og bestyrelser i Holluf Pile & Tornbjerg. Repræsentanter for foreninger og bestyrelser mv. kom med forslag og idéer til at styrke lokalområdet og Holluf Pile Skole.Alle borgere i Holluf Pile & Tornbjerg havde i perioden fra den 22. marts og den 10. april 2023 mulighed for at komme med deres forslag og idéer digitalt i en spørgeskemaundersøgelse. 874 borgere har bidraget ved at besvare spørgeskemaet. Det svarer til 16 procent af borgerne i området.
På et borgermøde den 24. april 2023 fik de deltagende borgere lejlighed til at konkretisere og udvikle de idéer, der var kommet ind i forbindelse med spørgeskemaundersøgelsen.
Den lokale velfærdsaftale for Holluf Pile & Tornbjerg er blevet udarbejdet i samarbejde med et lokalt partnerskab og blev godkendt af Odense Byråd den 30. august 2023.
Sådan fordeler pengene sig
Lokalområdet: 4 mio. kr.
Tilskud til ”grøn plan” til Grundejerforeningen Holluf Pile: 50.000 kr.
Integration af hal og klubhus: 2.000.000 kr.
Biblioteket som samlingssted: 650.000 kr.
Hundeområde: 300.000 kr.
Modernisering af Holluf Pile Skole: 7,2 mio. kr.
Grupperum og arbejdsstationer i fællesarealer og på gange: 1.500.000 kr.
Opgradering af elevtoiletter: 2.000.000 kr.
Etablering af medielokale: 500.000 kr.
Ombygning af 9. klasse lokale: 700.000 kr.
Vedligehold af Holluf Pile Skole: 2,5 mio. kr.
Reparation af halgulv
Renovering af kloak
Opdatering af CTS (styring af varme og ventilation)
Oprensning af regnvandsbassin
Opretning af flisebelægninger
Se hele aftalen på odense.dk/hollufpile
LÆS MERE: Hovedpunkter fra den lokale velfærdsaftale for Holluf Pile & Tornbjerg
LÆS MERE: Læs hele den lokale velfærdsaftale for Holluf Pile & Tornbjerg