Spring til indhold
Nyhed

Studerende om Odense: En pulserende storby i lommeformat

02-07-2015

Studerende om Odense: En pulserende storby i lommeformat

 

Studerende vil have storbyens pulserende liv og mangfoldighed inden for rækkevidde – det viser en undersøgelse foretaget blandt Odenses studerende.

 

Odense skal være Danmarks bedste studieby – sådan lyder det i Planstrategi 2015. Med en befolkning, hvor næsten halvdelen er under 35 år og med ca. 40.000 studerende – hvoraf de ca. 25.000 er på videregående uddannelser – er Odense en ung studieby. Det er et af Odenses største og vigtigste udviklingspotentialer.

De unge sætter ikke kun deres aftryk på byen ved at skabe liv og stemning gennem deres tilstedeværelse og sociale engagement. De er fremtidens odenseanere, som skal være med til at skærpe vores konkurrencedygtighed. Derfor arbejder vi hele tiden for at gøre Odense til en endnu mere attraktiv studieby. Det skal inspirere de unge odenseanere til i højere grad at uddanne sig, end de gør i dag. Og det skal få både dem og det store antal af studerende, der hvert år flytter til Odense, til at blive i byen efter endt uddannelse og bidrage med deres viden og talent til at skabe vækst og udvikling.

I forbindelse med udviklingen af Odense som studieby har Odense Kommune i samarbejde med en række af byens uddannelsesinstitutioner gennemført en undersøgelse blandt byens mange elever og studerende på gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser for at blive klogere på de deres ønsker og holdninger til studiebyen Odense i dag og i fremtiden.
 

I alt 4.172 studerende har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen primo 2015. Undersøgelsens resultater kan nu læses i den samlede rapport.

De studerendes holdninger til Odense

 

70 % mener at Odense er en by i en positiv udvikling og 74 % af de studerende vil anbefale andre at flytte til Odense. 68 % af de studerende er generelt stolte af at bo i Odense og 44 % mener at Odense har nogle kvaliteter, som andre byer ikke har.
Flest studerende mener, at det bedste ved Odense er studiebyen Odense. Dernæst følger bymiljø, boliger, kultur, infrastruktur og til sidst erhvervsby. Mange nævner i fritekstsbesvarelserne, at en særlig kvalitet ved Odense er, at alt er tæt på hinanden, og det er nemt at komme rundt på cykel.
 
80% af de studerende mener, at det kræver bedre job og karrieremuligheder, hvis Odense skal være mere attraktiv. 41% af alle respondenter har et studiejob. Af de 41 % vurderer knap halvdelen, at det er relevant for studiet.
 

Bopæl i dag og i fremtiden

55 % af de studerende forestiller sig, at de bor i eller tæt på bymidten, når de er færdige med deres uddannelse. Af de studerende, der forestiller sig, at de bor i en forstad eller på landet efter endt uddannelse, mener 54 %, at der skal udbydes billigere boliger for, at de vil bo i bymidten. 51 % mener, der skal være flere grønne arealer og 40 %, at der skal være familievenlige boliger med plads til børn.

De studerende der svarer, at de forestiller sig at bo i eller tæt på bymidten understreger betydningen af, at være ”tæt på alt”. Det bliver uddybet med at der herfra er kort afstand til transportmuligheder, kulturliv, byliv, restauranter/caféer, ”byens puls”, det sociale liv/fællesskaber, ”det grønne” mv.

En 26-årig kvindelig studerende fra SDU udtrykker det således: ”Odense er en storby i lommeformat – utrolig hyggelig og hjemlig samtidig med, at man har alt en storby kan tilbyde”. Og en anden siger om livet i bymidten: ”Elsker den pulserende atmosfære, og at alting er inden for gåafstand”.

De parametre der er af størst betydning for de studerendes valg af bopæl er, om der er attraktive arbejdspladser, hvor god mobiliteten er, hvor lave boligpriserne er, og om bopælen er placeret i eller tæt på en storby.
 
For yderligere information kontakt chef for Bystrategisk Stab Jannik Nyrop jny@odense.dk