Spring til indhold

Hjælp til at stemme

Du kan få hjælp til at stemme på valgdagen, hvis du har behov for det

Få hjælp til at stemme på valgdagen

Hvis du har brug for hjælp til at få læst stemmesedlen op eller til at sætte krydset, kan du få hjælp til dette af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere. Du kan i stedet vælge at få hjælp af en person, som du selv vælger (en personlig hjælper), for eksempel et familiemedlem, en ven eller ægtefælle. Hvis du får hjælp af en personlig hjælper, som du selv har udpeget, skal der også være en valgstyrer eller tilforordnet vælger til stede, når du afgiver din stemme. Læs dog nedenfor om muligheden for hjælp alene af én hjælper, som du selv udpeger.

Hvis du har en umiddelbar konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du bede om at få hjælp til stemmeafgivningen alene af én hjælper, som du selv udpeger (personlig hjælper). Det er en betingelse, at du udtrykkeligt og klart tilkendegiver et ønske herom.

For at få hjælp til at stemme kræver det, at du umiddelbart over for dem, der skal hjælpe dig med at sætte krydset, klart kan fortælle dem, hvilket parti eller hvilken kandidat du ønsker at stemme på. Det er ikke nok, at det for eksempel står på en seddel, som du har haft med hjemmefra, eller at det bliver formidlet ved hjælp af en tolk.

Hjælpemidler

Der stilles forskellige hjælpemidler til rådighed for vælgerne i forbindelse med stemmeafgivningen på valgdagen. Hjælpemidlerne er særligt tiltænkt mennesker med nedsat syn.
Nedenfor kan du læse, hvilke hjælpemidler der stilles til rådighed for afstemningen på valgdagen.

Til brug for stemmeafgivningen på valgdagen stilles der på Rådhuset, i Skt. Jørgens Hallen og på UCL Seebaldsgade følgende hjælpemidler til rådighed:

  • Et hæve-/sænkebord med mat bordplade, der kan skråtstilles.
  • En lup, der forstørrer teksten ca. fire gange.
  • En sort pen.
  • En LED-lampe, hvis lysstyrke og farve kan reguleres.

Til brug for stemmeafgivningen på valgdagen stilles på kommunens øvrige valgsteder følgende hjælpemidler til rådighed i ét stemmerum:

  • En lup, der forstørrer teksten fire gange.
  • En sort pen.
  • En LED-lampe, hvis lysstyrke og farve kan reguleres.

Du kan altid kontakte en valgmedarbejder for nærmere anvisning.

 

Borgmesterforvaltningen