Spring til indhold

Dataglad og analytisk stærk specialkonsulent til Data & Ledelsesinformation

Kribler det i fingrene, når du hører ordene ledelsesinformation og analyser?
Bliver du motiveret af samarbejdet i et stærkt fagligt miljø?
Kan du tænke dig at arbejde sammen med gode kolleger med højt humør?
 
Så skal du søge jobbet som specialkonsulent hos os i Data & Ledelsesinformation – som en del af Staben i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.
 
Om os
I afdelingen Data & Ledelsesinformation leverer vi nøgletal og analyser til både det politiske og administrative niveau.  Vi arbejder målrettet med at automatisere dannelse af vores information, så vores kræfter frigives til nye udviklingsområder og projekter. Vores vision er, at få klik på musen skal give adgang til ledelses- og driftsinformation, der kan understøtte styrings- og beslutningsprocesser på alle niveauer.

Vores arbejdsfelt er indenfor beskæftigelses- og socialområdet og spænder fra unge i alderen 15-18 år til voksne, fra alkohol- og misbrugsbehandling til beskæftigelsesindsatser og uddannelsevejledning. Det er områder, der understøttes af mange It-systemer og data.

Vi har ansvaret for, at forvaltningens fagdata er struktureret optimalt i vores datawarehouse. Opgaverne bliver løst ved en bred vifte af SAS værktøjer. Vi er en fagligt stærk enhed, der nyder stor respekt i hele organisationen. Vi bidrager aktivt til arbejdet med ledelsesinformation og analyse på tværs af Odense kommune – og barren er sat højt.

Vi ser en stigende efterspørgsel efter data, analyser og ledelsesinformation til alle niveauer i forvaltningen. Dette kombineret med det store politiske fokus på at få flere ledige i job, gør det til en spændende arbejdsplads med konstant udvikling.
Vi har en uformel omgangstone og værdsætter godt humør og stærk faglighed.

Om jobbet
Dine arbejdsopgaver består i datatilrettelæggelse, analyseopgaver og dannelse af automatiseret ledelses-information ved rapporter på vores informations-platform. Du får alt afhængig af dine kompetencer og erfaring mulighed for at sætte dit præg på stillingen.
Således vil du have en alsidig hverdag med arbejdsopgaver, der spænder vidt.

Du tilrettelægger grunddata i datawarehouse, som kommer fra forskellige fagsystemer, så de kan anvendes til ledelsesinformation og analyser mv. Hvis du ikke direkte har erfaring med datatilrettelæggelse, tilbyder vi en grundig oplæring.  

Du laver analyser og automatiseret ledelsesinformation og skal derfor have en god data- og analyseforståelse, samt have et blik for at formidle ledelsesinformation i BI-rapporter på vores Informationsplatform.  Arbejdet sker i tæt dialog med driftsorganisationen f.eks. gennem projekt- og arbejdsgrupper. Det handler om at sikre en god brugeroplevelse og evnen til at omsætte det i praksis.

Vi anvender SAS-produkter i arbejdet med data, eksempelvis Data Integration Studio, Enterprise Guide og Visual Analytics, men det er ikke en forudsætning, at du på forhånd kender disse produkter.
Du indgår i tæt samarbejde med alle i Staben og ikke mindst dine 6 kollegaer i Data & Ledelsesinformation.
 
Om dig
Du har formentlig en videregående uddannelse og har erfaring med eller stor interesse for arbejdet med data og analyse. Du evner at omsætte idéer til konkrete produkter/resultater, der kan anvendes i den daglige drift. Du kan arbejde både selvstændigt og i team i forbindelse med opgaveløsning

Derudover forventer vi, at du:
  • Er serviceminded
  • Er analytisk stærk og kan formidle dette i tekst og figurer
  • Kan planlægge og bevare overblikket
  • Er ambitiøs og udviklingsorienteret
  • Er struktureret og dokumenterer dit arbejde
  • Har erfaring med at arbejde i en politisk organisation

Ansættelsesvilkår
Ansættelse sker som specialkonsulent i fast stilling på fuld tid med tiltrædelse pr. 1. april 2020. 

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, eller vil du gerne drøfte dine personlige kvalifikationer i forhold til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Data & Ledelsesinformation Marianne Gjerstorff på telefon 3051 6309. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Det praktiske
Ansøgningsfristen er søndag den 2. februar 2020. Bemærk, at vi indkalder med kort varsel til samtaler torsdag den 6.februar 2020.




Odense Kommune betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.

Fakta

Jobområde
Data og IT
Ansøgningsfrist
02-02-2020
Arbejdstid
Fuldtid
Varighed
Fast
Tiltrædelse
1. april 2020

Kontaktperson

Marianne Gjerstorff
3051 6309