Spring til indhold

Når angst og ængstelighed er en udfordring

Forløbet kaldes "Cool-kids" og henvender sig til børn (7-12 år), der oplever udfordringer med angst og ængstelighed, og deres forældre.

Cool-kids er et gruppeforløb for børn i alderen 7-12 år med angstlidelser, hvor både børn og forældre deltager. I forløbet er der både fælles oplæg og gruppearbejde med børn og forældre hver for sig.

 

Forløbet er baseret på kognitiv adfærdsterapi, og grupperne i forløbet sammensættes efter alder.

 

Gennem forløbet opnås der viden om ængstelige følelser, tanker og adfærd, og der arbejdes med at lære konkrete redskaber til bedre at kunne håndtere barnets angst.

 

Cool-kids er målrettet forskellige typer af angst, herunder separationsangst, social fobi, generaliseret angst, specifik fobi, panikangst og agorafobi.

 

Eksempel: Udfordringer med angst og ængstelighed

Emma er 10 år og går i 3.klasse. Hun klarer sig godt fagligt og er vellidt i klassen, men det er rigtig svært at komme i skole om morgenen. Emma er bekymret for, at der sker noget med hendes forældre, når hun er væk fra dem.

Der er derfor mange morgener, hvor det er svært at få Emma i skole. Hun græder og er ked af det, og det giver mange frustrationer i familien. I fritiden vil Emma også helst være i nærheden af sine forældre, og hun vil derfor altid have, at legeaftaler skal foregå hjemme hos hende.

 

Førhen kunne Emma sove hos sine bedsteforældre og sin gode veninde uden problemer, men det er meget svært nu, og Emma sover helst hjemme hos sig selv.


Emma får ofte ondt i maven eller hovedet, og hendes forældre har en fornemmelse af, at det oftest er, når der skal ske noget nyt. De oplever, at hun søger meget beroligelse, og at hun klynger sig til dem i situationer uden for hjemmet og fx har svært ved at deltage i klassearrangementer, hvor hendes forældre ikke er til stede.

Oplever du, eller en du kender, lignende udfordringer, kan Cool-Kids måske være hjælpsomt.

Børn- og Ungeforvaltningen