Spring til indhold
Nyhed

Odenseanernes sundhed er udfordret

11-03-2022

Borgerne i Odense har i en national undersøgelse svaret på, hvordan det står til med deres sundhed og trivsel. "Sund Odense 2021" er netop blevet offentliggjort og den nationale undersøgelse bag viser, at der er udfordringer med både mental trivsel og for lidt fysisk aktivitet.

-Jeg glæder mig over, at det går godt på en række områder. Vi har færre rygere og færre med et stort alkoholforbrug. Desværre viser undersøgelsen også, at mange Odenseanere udfordres på trivsel og den mentale sundhed. Når man har det psykisk dårligt, er stresset og måske sover dårligt om natten, ved vi, at det går ud over livsglæden og påvirker både en selv, familien og vennerne, siger Tommy Hummelmose (C), Rådmand for Sundhedsforvaltningen.

Formålet med undersøgelsen "Hvordan har du det? er at tage den generelle temperatur på danskernes sundhedstilstand. Den er med til at skabe fokus på hvordan det går med sundhed og trivsel på både landsplan og i de enkelte regioner og kommuner - og viser dermed også hvor det er vigtigt at sætte ind netop nu.

Det virker, når vi sætter ind over for udfordringerne

Odense Byråd har allerede en ambitiøs vision om, at Odense skal være en røgfri by i 2030, og have sin første røgfri generation 2025. På det område har Odense allerede skabt synlige resultater - så det ser ud til at virke med en fokuseret indsats.

-Et godt helbred er fundamentalt for os alle. Derfor er det vigtigt at vi går forrest, og lægger trædestenene til bedre sundhedstilbud og forebyggelse for alle aldersgrupper. Med undersøgelsen i hånden, kan sundhedsudvalget i Odense fokusere på de områder, der vil få størst positiv betydning for odenseanerne, og tilrettelægge tiltag, der virker bedst for den enkelte, udtaler Tommy Hummelmose.

-Jeg tror, at vi i endnu højere grad end vi gør i dag, kan motivere og støtte folk til at leve sundt.

Valget er den enkeltes eget. Men som kommune har vi en forpligtelse til at hjælpe folk på vej ved at skabe rammerne. Det gælder alt fra røgfri uddannelser, gode cykelstier, støtte i de kritiske faser af livet og ikke mindst mere fokus på trivsel og det mentale helbredt, for sundhed handler om livskvalitet.

Tal for mental sundhed

Hver tredje odenseaner har oplevet et højt stressniveau.
I 2021 var det 32,9%. Det er steget fra 24,2 % i 2013.

Hver femte svarende til 33.500 af odenseanerne vurderer i 2021, at de har dårligt mentalt helbred.

I 2021 var det 21,1%. Det er steget fra 11,9% i 2013.

Fakta:

"Sund Odense 2021" er de vigtigste odenseanske resultater fra den nationale "Hvordan har du det" kampagne.

"Hvordan har du det" er en landsdækkende undersøgelse af danskernes sundhed og trivsel.

Bag undersøgelsen er KL, Danske Regioner, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet.

Undersøgelsen bliver gennemført hver fjerde år.
Sidst, i februar - maj 2021. Der gjaldt stadig en række restriktioner i forbindelse med COVID-19.

Kontaktinformation

Rådmand for Sundhedsforvaltningen, Tommy Hummelmose, tlf.: 40252423

Kst. Adm. direktør for Sundhedsforvaltningen, Charlotte Scheppan, tlf.: 51213164

Stabschef i Sundhedsforvaltningen, Rikke Kær Hye Thaisen, Tlf.: 40229938