Spring til indhold
Nyhed

Kampagnen #KysBedreOdense skal få de unge i tale om røg og snus

05-09-2022

"Alle kys er rare. Et friskt kys er bare bedre." Sådan lyder sloganet i kampagnen #KysBedreOdense fra Røgfrit Odense, der onsdag d. 7. september kl. 11.30 besøger UCL på Niels Bohrs Allé. Kampagnen skal skabe dialog med de studerende om røg og nikotin - uden løftede pegefingre og på de unges præmisser.

kysbedreodense.png

#KysBedreOdense er en studiestatskampagne fra Røgfrit Odense, der i august og september besøger en lang række uddannelsesinstitutioner i Odense Kommune. Målet er at forebygge brugen af nikotinprodukter, og samtidig give de unge, der allerede anvender produkterne, muligheden for at kvitte dem.

Kampagnen besøger d. 7. september UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor formålet er at komme i dialog med de studerende på deres egne præmisser. Derfor vil der blive uddelt nikotinfrie budskaber med smil, positivitet - og ingen løftede pegefingre. De studerende kan under besøget blive klogere på cigaretter og snus ved blandt andet at prøve #KysBedreOdense-lykkehjulet, hvor de kan quizze om nikotin og tobak. Svarer de studerende rigtigt, kan de vinde forskellige præmier, der er leveret af #KysBedreOdense og UCL.

Fra cigaretter til snus og nikotinposer

Røgfrit Odense har siden 2018 afviklet studiestartskampagner, som et af flere initiativer, for at hjælpe de unge med at blive fri af nikotin. Senest har den markante stigning i brugen af snus og nikotinposer vist, at det er vigtigt at søge dialogen med de unge med tilbud og råd og vejledning.


"De sidste par år har vi oplevet, at mange af Odenses uddannelsessteder har færre studerende, der ryger cigaretter. Det er rigtig godt. Men desværre oplever vi nu, at snus og andre nikotinprodukter bliver mere populære blandt de studerende. Så nu er opgaven for os en lidt anden end tidligere, men mindst lige så vigtig", siger Annette Holmboe Grinsted, teamleder for Røgfrit Odense.

#KysBedreOdense har fået god modtagelse

Røgfrit Odense oplever generelt, at studiestartskampagnen #KysBedreOdense har fået en god modtagelse af de studerende, der gerne vil tale åbent om deres erfaringer med og holdninger til røg og nikotin.

"Vores kampagne er alle år blevet taget godt i mod af de unge og vores samarbejdspartnere. Særligt de sidste par år har vi oplevet, at mange af Odenses uddannelsessteder har efterspurgt mere information og hjælp til, hvordan de kan sikre en røg- og snusfri skoletid i samarbejde med de studerende", uddyber Annette Holmboe Grinsted.

UCL ser frem til kampagnebesøg

På UCL ser man frem til at få besøg af studiestartskampagnen #KysBedreOdense, og er glade for samarbejdet med Røgfrit Odense, som har bidraget til arbejdet med at gøre uddannelsesstedet røgfrit.

"Røgfrit Odense har leveret et stort bidrag til udviklingen af et røgfrit UCL, og studiestartskampagnen er et godt initiativ, hvor man formår at møde de studerende i øjenhøjde. Vi arbejder løbende med at skabe sunde studiemiljøer og sociale fællesskaber, og her har samarbejdet med Røgfrit Odense vist sig at være meget givende", udtaler Morten Hjort Hansen, projektleder for Røgfrit UCL og chefkonsulent i Direktions- og kvalitetssekretariatet, UCL.

Studiestartskampagnen #KysBedreOdense besøger UCL på Niels Bohrs Allé 1 d. 7. september kl. 11.30, hvor der vil være adgang for pressen.

Fakta om Røgfrit Odense

Odense Byråd har en vision om, at Odense skal være røgfri i 2030 med den første røgfrie generation i 2025, hvilket betyder, at ingen børn og unge ryger i 2025. Røgfrit Odense er etableret af Odense Kommune for at være med til at realisere den vision. Røgfrit Odense arbejder derfor med at forebygge rygning og brugen af snus blandt børn og unge ved at tilbyde Odense Kommunes grundskoler undervisningspakker om nikotin. Til kommunes voksne borgere tilbydes gratis STOP-forløb til alle, der ønsker at stoppe med snus, cigaretter eller andre nikotinholdige produkter.

Kontaktinformation

Røgfrit Odense

Annette Holmboe Grinsted, teamleder Røgfrit Odense, tlf.: 29179203, mail: rygestop@odense.dk

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Morten Hjort Hansen, projektleder Røgfrit UCL, chefkonsulent, Direktions- og Kvalitetssekretariatet, tlf.:20459789, mail: mhha1@ucl.dk