Borgerservice hjælper Udlændingestyrelsen – betjener...

Spring til indhold
Nyhed

Borgerservice hjælper Udlændingestyrelsen – betjener borgere side om side

13-07-2026

Medarbejdere fra Udlændingestyrelsen rykker fra juli ind hos Borgerservice for at betjene borgere i forhold til eksempelvis visumforlængelse og biometri til opholdstilladelse.

Rådmand Lars Christian Lilleholt er glad for at kunne hjælpe den statslige styrelse med lokaler, så medarbejderne herfra betjener borgere side om side med de kommunale medarbejdere to dage om ugen.

- Det er helt naturligt, at vi hjælper styrelsen, og det kommer til at fungere fint i praksis for både borgere og medarbejdere, da vi jo nærmest er naboer, siger Lars Christian Lilleholt, rådmand for By- og Kulturforvaltningen.

Borgerservice lægger hus til medarbejderne fra Udlændingestyrelsen, da deres egne lokaler i Dannebrogsgade er lukket for ekspedition på grund af håndværkere på arbejde i bygningen. Udlændingestyrelsens nærmeste kontorer er i Næstved og Aarhus, hvor borgerne ellers skulle rejse til for at blive betjent omkring opholdstilladelser, registrering og nyt pas.

Også Lene Djurhuus, chef for Borgerservice og Nævnssekretariatet, er glad for at kunne hjælpe. I praksis låner Udlændingestyrelsen de skranker, som SIRI - Styrelsen for International Rekruttering og Integration - ellers benytter.

- Borgerne bliver mødt af en såkaldt floorwalker, som tager imod og guider dem hen til de rette skranker. I praksis er det en lille ting for os i Borgerservice at hjælpe Udlændingestyrelsen, men i hverdagen betyder det meget for de borgere, som ellers skulle rejse til Jylland eller Sjælland for at få betjening, siger Lene Djurhuus.

Udlændingestyrelsens medarbejdere rykker ind i juli og får husly senest til udgangen af året.

- Det er et godt eksempel på, hvad et stærkt samarbejde mellem offentlige myndigheder kan føre til. Jeg vil gerne takke både SIRI og Odense Kommune for hurtigt at stille op og bidrage til en løsning, som sikrer, at borgerne fortsat kan få den hjælp, de har brug for, siger direktør Trine Rask Thygesen fra Udlændingestyrelsen.

Kontaktinformation

Rådmand Lars Christian Lilleholt, By- og Kulturforvaltningen, på tlf. 2127 7823

Kontorchef Lene Djurhuus via presseansvarlig Morten Vilsbæk på 6551 2080

Udlændingestyrelsen: Pressevagt, tlf. 70 20 20 72 eller presse@us.dk.