Spring til indhold
Nyhed

Handicapprisen 2025 går til Camilla Hviid – leder af Stoppestedet i Odense

29-09-2025

Odense Handicapråd har netop uddelt årets handicappris til leder af værestedet og fællesskabet Stoppestedet Camilla Hviid. Prisen gives som anerkendelse af stedets og ikke mindst Camilla Hviids mangeårige og dedikerede arbejde for mennesker med psykisk sårbarhed og for at skabe et åbent og inkluderende fællesskab.

Årets handicappris i Odense er netop uddelt i forbindelse byens nye handicapfestival SKØN FEST. Prisen og anerkendelsen går til daglig leder af Stoppestedet i Odense Camilla Hviid.

Stoppestedet blev etableret som værested i begyndelsen af 1990'erne, men er i dag meget mere end det, som der står på Stoppestedets hjemmeside. Stoppestedet ligger i Jernbanegade og rummer en meget bred vifte af aktiviteter og fællesskaber for mennesker med en psykisk sårbarhed. 

Formand for Handicaprådet Jon Jensen fortæller:

- Med prisuddelingen ønsker vi at anerkende lederen bag et helt særligt sted i Odense, hvor varme, omsorg og inklusion går hånd i hånd. Camilla Hviid og holdet bag Stoppestedet har skabt et trygt frirum for mennesker med psykisk sårbarhed. Et sted, der i øvrigt holder åbent imponerende 364 dage om året. Det er en bedrift, der kalder på anerkendelse, siger Jon Jensen og fortsætter:

- Og som pårørende kan jeg ikke understrege nok, at det også indirekte tager noget af presset fra os, at der findes et sted som Stoppestedet.

Rådmand for handicapområdet Brian Dybro (SF) supplerer:

- I en tid, hvor psykisk sårbarhed og mistrivsel desværre er blevet hverdag for alt for mange mennesker, og alt for mange odenseanere, er jeg helt utrolig glad for, at vi har et sted som Stoppestedet i Odense. Camilla Hviid har som leder en særlig evne til at se mennesker og skabe tryghed, nærvær og fællesskab. Sammen med en engageret medarbejdergruppe og en stor flok frivillige har hun skabt et sted, hvor der vitterligt er plads til alle, og til at du kan være, som du er.

Det er en overrasket og glad prismodtager, der tager imod anerkendelsen:

- Jeg er utrolig beæret og taknemmelig over at modtage Handicaprådets pris. Jeg ser den i høj grad også som en anerkendelse af en vigtig sag - og ikke mindst af den gruppe mennesker, jeg repræsenterer, nemlig mennesker med en sindslidelse. Jeg håber derfor også, at prisen kan være med til at styrke den vigtige samtale om ligeværd, åbenhed og fællesskab, og at vi sammen kan fortsætte med at skabe plads til alle, uanset psykisk sårbarhed.

En årlig anerkendelse

Hvert år uddeler Odense Handicapråd en pris til en person, en virksomhed eller en organisation, der gør en stor indsats på handicapområdet, og som med sit arbejde og sine initiativer gør en stor forskel for odenseanere, der lever med et handicap.

Foto

Vedhæftet foto må anvendes i forbindelse med omtale af prisen. Fra venstre ses rådmand Brian Dybro, leder af Stoppestedet Camilla Hviid og formand for Odense Handicapråd Jon Jensen.

Vedhæftede filer

Kontaktinformation

Leder af Stoppestedet Camilla Hviid, mobil 23 41 45 61

Formand for Odense Handicap Jon Jensen, mobil 61 66 54 96

Rådmand Brian Dybro, mobil 24 62 11 18

Kommunikationskonsulent Annette Wognsen Frederiksen, mobil 24 21 31 29