Spring til indhold
Nyhed

Ny festival i Odense: Byens unge løfter Verdensmålene til nyt niveau

21-08-2019
 
 

Bæredygtighed og klima er nogle af de emner, der optager unge allermest. Sådan lyder det gang på gang, og nu beviser de, at det er korrekt i Odense. Her står en gruppe engagerede unge og ungdomsskolen, UngOdense, bag to dages verdensmålsfestival den 29.-30.august 2019. Flere end 1500 af byens børn og unge deltager i Festival for Fremtiden.

 
 

Festivalens omdrejningspunkt er, hvordan unge selv kan være med til at forandre verden. Det har de unge i Odense allerede nogle bud på, som de viser frem ved festivalen, men der skal endnu flere løsninger på banen. Som på en moderne festival er det "talks", workshops, musik og mad, der skal få både stemning og de bæredygtige ideer til tops.

- Det er jo vores fremtid, som vi står med. Det vi laver i vores ungdom, definerer jo det vi bliver til. Så for mig er det vigtigt at vise, at verdensmålene er noget, jeg interesserer mig for, noget jeg vil kæmpe for. Med Festival for Fremtiden viser vi, at vi er seriøse om det, og at vi kan og vil tage initiativ for at skabe en positiv forandring, siger Christian P. E. Støvring, der er fra ungeforeningen Slænget og medlem af arrangørgruppen bag Festival for Fremtiden.

- Bæredygtighed og klima er rigtig vigtigt for mange unge - deriblandt folkeskoleelever. For os er Festival for Fremtiden en fantastisk mulighed for at sætte fokus på de vigtige emner og lære noget nyt i fællesskab. Festival for Fremtiden inviterer eleverne ud af klasselokalerne og tilbyder anderledes undervisning. Det er supervigtigt for skoleelever med aktiv og kreativ læring og demokratisk dannelse. Det glæder mig, at 1500 elever har taget imod den invitation, siger Amalie Jegind Møllerhøj, der er næstformand i Odense Fælleselevråd og medlem af arrangørgruppen.

Festivalen er et forum, hvor børn og unge kan få viden, oplevelser og selv komme til orde i bæredygtighedsdebatten. Rammen for festivalen er FN's 17 verdensmål og er et sted, hvor unge debatterer, deler, fremviser og udstiller projekter, idéer og visioner. 

- I Odense er vi enige om, at vores politiske beslutninger skal rammes ind af FN's Verdensmål, og jeg er imponeret og stolt over at se, hvad Odenses unge kan udrette. De er fyldt med den selvtillid og det udsyn, der skal til for, at man tager ansvar og handler. Festival for Fremtiden er et klart bevis på, at de unge viser vejen for en grøn dagsorden, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen.

Festival i Odenses grønne hjerte
Det bæredygtige område ved Østre Plads, Danmarksgade 10, 5000 Odense C, huser festivalen med scener, udstillingstelte og spisefaciliteter.
Festival for Fremtiden finder sted 29. og 30. august 2019.
Festivalen er begge dage åben fra klokken 9-14 for tilmeldte folkeskoleklasser med cirka 700 unge pr. dag. Mange klasser bidrager selv til konkurrencen om at have indført et bæredygtigt tiltag, lavet et produkt af genbrugsmaterialer eller udviklet den bedste opskrift på en bæredygtig ret.
Fra klokken 14-18 er festivalen åben for alle interesserede.

Arrangørgruppen består udover UngOdense af ungdomsgrupperne Ungdommens Røde Kors, Odense Fælleselevråd, Slænget, UngEnergi og Gro Odense.

Nærmere præsentation af arrangørgruppen kan findes på www.ungodense.dk/festivalforfremtiden
Følg festivalens facebookside her: https://www.facebook.com/festivalforfremtiden/


Festival for Fremtiden er støttet af Energi Fyns Almene Fond, Bydelspuljen, FynBus samt Odense Renovation.

På festivalen kan man opleve:
TALKS - Inspirerende taler fra unge til unge med et ungdomspolitisk/bæredygtighedsperspektiv. Politikere, virksomheder og frontløbere i arbejdet med verdensmålene deltager i debatten.
MAD - Fokus på fremtidens muligheder og udfordringer på fødevareområdet. Salg af bæredygtig mad og drikke.
MUSIK - Lokale ungdomsbands giver den gas på scenen.
STANDE - Udstillinger og workshops om bæredygtighedsprojekter og indsatser fra 32 skoler og foreninger.

 
Kontaktinformation

Unge fra arrangørgruppen via Erik Rasmussen, viceungdomsskoleleder, UngOdense,  63752356 + 20480586, ectr@ungodense.dk
Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense, 30604419, sucl@odense.dk

Opdateret 21-08-2019