Spring til indhold
Nyhed

Velkommen til H.C. Andersen Julemarkedet 2016 – Jul som i gamle dage

01-12-2016

I de flot udsmykkede omgivelser myldrer det med spillemænd, nisser, lirekassemænd, nattevægtere og historisk udklædte markedsfolk. I gader og stræder optræder artister med deres gøglerier, kor synger julen ind og H.C. Andersens eventyrfigurer kommer måske forbi på din vej rundt i gaderne. Tag også en tur med hestevognen rundt i de smalle brostensbelagte gader. Besøg de mere end 100 markedsboder, som sælger alt hvad hjertet begærer af delikatesser, julepynt, keramik, kunsthåndværk, kager, grøntsager, honning og meget mere. I det smukke spejltelt kan du få varmen med æbleskiver, et glas varm gløgg og en scene med musik og komik.

 

På H.C. Andersen Julemarkedet er der også tænkt på børnene. I den fine Lotzes Have ved H.C. Andersens Hus er der karrusel, togbane, tombola og kandiserede æbler blandet med en hemmelig granskov og et hyggelig eventyrshelter i faklernes skær. I granskoven har Fjordens Dags naturvejleder gemt små sjove ting, og uden for skoven er det muligt at smage insekter, hvis man er modig. Inde i H.C. Andersens Hus kan man sammen med familien klippe stemningsfyldt julepynt af glittersager fra museets kælder.

 

På H.C. Andersen Julemarkedet sætter gæsterne farten ned, og lader den rare julestemning brede sig, her er ingen alarm, måske lidt trængsel, men altid god og hyggelig julefornemmelse. Kom julen i møde sammen med H.C. Andersen Julemarkedet.

 

Fredag d. 2. dec. kl. 15-19

Lørdag d. 3. dec. kl. 10-18

Søndag d. 4. dec. kl. 10-17

Fredag d. 9. dec. kl. 15-19

Lørdag d. 10. dec. kl. 10-18

Søndag d. 11. dec. kl. 10-17

 

Der er fri adgang til julemarkedet.

 

Hvis du nemt og hurtigt vil finde vej til julemarkedet, kan du bruge appen Odense Rundt. Appen guider dig fra dit hjem til julemarkedet - uden om vejarbejde. Derudover kan du i appen finde info om blandt andet parkeringspladser og aktiviteter på julemarkedet.

 

På hjemmesiden www.hcajulemarkedet.dk kan du se årets program.

 

Du kan også følge Julemarkedet på Facebook og Instagram.

Opdateret 01-12-2016